søndag den 19. juni 2011

Snedronningen - et eventyr fortalt i 7 tasker - del 2

Så er vi kommet til den anden taske i H.C. Andersens eventyr Snedronningen. Hvis du glippede første taske og hele historien bag taskerne, kan du se den her.

Denne gang kommer der ingen tutorial, men derimod mine overvejelser omkring taskens skulpturelle udtryk.


Anden historie.
En lille dreng og en lille pige.




Inde i den store by, hvor der er så mange huse og mennesker, så at der ikke bliver plads nok til, at alle folk kan få en lille have, og hvor derfor de fleste må lade sig nøje med blomster i urtepotter, der var dog to fattige børn som havde en have noget større end en urtepotte. De var ikke broder og søster, men de holdt lige så meget af hinanden, som om de var det. Forældrene boede lige op til hinanden; de boede på to tagkamre; der, hvor taget fra det ene nabohus stødte op til det andet og vandrenden gik langs med tagskæggene, der vendte fra hvert hus et lille vindue ud; man behøvede kun at skræve over renden, så kunne man komme fra det ene vindue til det andet.

Forældrene havde udenfor hver en stor trækasse, og i den voksede køkkenurter, som de brugte, og et lille rosentræ; der var ét i hver kasse, det voksede så velsignet. Nu fandt forældrene på at stille kasserne således tværs over renden, at de næsten nåede fra det ene vindue til det andet og så ganske livagtig ud som to blomstervolde. Ærterankerne hang ned over kasserne, og rosentræerne skød lange grene, snoede sig om vinduerne, bøjede sig mod hinanden: Det var næsten som en æresport af grønt og af blomster. Da kasserne var meget høje, og børnene vidste, at de ikke måtte krybe op, så fik de tit lov hver at stige ud til hinanden, sidde på deres små skamler under roserne, og der legede de nu så prægtigt.
 

Om vinteren var jo den fornøjelse forbi. Vinduerne var tit ganske tilfrosne, men så varmede de kobberskillinger på kakkelovnen, lagde den hede skilling på den frosne rude, og så blev der et dejligt kighul, så rundt, så rundt; bag ved tittede et velsignet mildt øje, et fra hvert vindue; det var den lille dreng og den lille pige. Han hed Kay og hun hed Gerda. Om sommeren kunne de i ét spring komme til hinanden, om vinteren måtte de først de mange trapper ned og de mange trapper op; ude føg sneen. “Det er de hvide bier, som sværmer,” sagde den gamle bedstemoder. “Har de også en bidronning?” spurgte den lille dreng, for han vidste, at imellem de virkelige bier er der sådan en. “Det har de!” sagde bedstemoderen. “Hun flyver der, hvor de sværmer tættest! hun er størst af dem alle, og aldrig bliver hun stille på jorden, hun flyver op igen i den sorte sky. Mangen vinternat flyver hun gennem byens gader og kigger ind af vinduerne, og da fryser de så underligt, ligesom med blomster.”
“Ja, det har jeg set!” sagde begge børnene og så vidste de, at det var sandt.
“Kan snedronningen komme herind?” spurgte den lille pige.
“Lad hende kun komme,” sagde drengen, “så sætter jeg hende på den varme kakkelovn, og så smelter hun.” Men bedstemoderen glattede hans hår og fortalte andre historier.
 




Om aftnen da den lille Kay var hjemme og halv afklædt, krøb han op på stolen ved vinduet og tittede ud af det lille hul; et par snefnug faldt derude, og en af disse, den allerstørste, blev liggende på kanten af den ene blomsterkasse; snefnugget voksede mere og mere, den blev til sidst til et helt fruentimmer, klædt i de fineste, hvide flor, der var som sammensat af millioner stjerneagtige fnug. Hun var så smuk og fin, men af is, den blændende, blinkende is, dog var hun levende; øjnene stirrede som to klare stjerner, men der var ingen ro eller hvile i dem. Hun nikkede til vinduet og vinkede med hånden. Den lille dreng blev forskrækket og sprang ned af stolen, da var det, som der udenfor fløj en stor fugl forbi vinduet.

Næste dag blev det klar frost, — og så kom foråret, solen skinnede, det grønne pippede frem, svalerne byggede rede, vinduerne kom op, og de små børn sad igen i deres lille have højt oppe i tagrenden over alle etagerne. Roserne blomstrede den sommer så mageløst; den lille pige havde lært en salme, og i den stod der om roser, og ved de roser tænkte hun på sine egne; og hun sang den for den lille dreng, og han sang den med:

“Roserne vokser i dale,
der får vi barn Jesus i tale!”

Og de små holdt hinanden i hænderne, kyssede roserne og så ind i Guds klare solskin og talte til det, som om Jesusbarnet var der. Hvor det var dejlige sommerdage, hvor det var velsignet at være ude ved de friske rosentræer, der aldrig syntes at ville holde op med at blomstre.
Kay og Gerda sad og så i billedbogen med dyr og fugle, da var det — klokken slog akkurat fem på det store kirketårn, — at Kay sagde: “Av! det stak mig i hjertet! og nu fik jeg noget ind i øjet!”

Den lille pige tog ham om halsen; han plirede med øjnene; nej, der var ikke noget at se.
“Jeg tror, det er borte!” sagde han; men borte var det ikke. Det var just sådant et af disse glaskorn, der sprang fra spejlet, troldspejlet, vi husker det nok, det fæle glas, som gjorde at alt stort og godt, der afspejlede sig deri, blev småt og hæsligt, men det onde og slette trådte ordentlig frem, og hver fejl ved en ting blev straks til at bemærke. Den stakkels Kay han havde også fået et gran lige ind i hjertet. Det ville snart blive ligesom en isklump. Nu gjorde det ikke ondt mere, men det var der.
“Hvorfor græder du?” spurgte han. “Så ser du styg ud! jeg fejler jo ikke noget! Fy!” råbte han lige med ét: “Den rose dér er gnavet af en orm! og se, den dér er jo ganske skæv! det er i grunden nogle ækle roser! de ligner kasserne, de står i!” og så stødte han med foden hårdt imod kassen og rev de to roser af.
“Kay, hvad gør du!” råbte den lille pige; og da han så hendes forskrækkelse, rev han endnu en rose af og løb så ind af sit vindue bort fra den velsignede lille
Gerda.
 
Når hun siden kom med billedbogen, sagde han, at den var for pattebørn, og fortalte bedstemoderen historier, kom han altid med et men — kunne han komme til det, så gik han bag efter hende, satte briller på og talte ligesom hun; det var ganske akkurat, og så lo folk af ham. Han kunne snart tale og gå efter alle mennesker i hele gaden. Alt, hvad der var aparte hos dem og ikke kønt, det vidste Kay at gøre bagefter, og så sagde folk: “Det er bestemt et udmærket hoved, han har den dreng!” men det var det glas, han havde fået i øjet, det glas der sad i hjertet, derfor var det, han drillede selv den lille Gerda, som med hele sin sjæl holdt af ham.
Hans lege blev nu ganske anderledes end før, de var så forstandige: — En vinterdag, som snefnuggene føg, kom han med et stort brændglas, holdt sin blå frakkeflig ud og lod snefnuggene falde på den.
“Se nu i glasset, Gerda!” sagde han, og hvert snefnug blev meget større og så ud, som en prægtig blomst eller en tikantet stjerne; det var dejligt at se på.
“Ser du, hvor kunstigt!” sagde Kay, “det er meget interessantere end med de virkelige blomster! og der er ikke en eneste fejl ved dem, de er ganske akkurate, når de blot ikke smelter!”
Lidt efter kom Kay med store handsker og sin slæde på ryggen, han råbte Gerda lige ind i ørene: “Jeg har fået lov at køre på den store plads, hvor de andre leger!” og af sted var han.

Derhenne på pladsen bandt tit de kækkeste drenge deres slæde fast ved bondemandens vogn og så kørte de et godt stykke med. Det gik just lystigt. Som de bedst legede, kom der en stor slæde; den var ganske hvidmalet, og der sad i den en, indsvøbt i en lodden hvid pels og med hvid lodden hue; slæden kørte pladsen to gange rundt, og Kay fik gesvindt sin lille slæde bundet fast ved den, og nu kørte han med. Det gik raskere og raskere lige ind i den næste gade; den, som kørte, drejede hovedet, nikkede så venligt til Kay, det var ligesom om de kendte hinanden; hver gang Kay ville løsne sin lille slæde, nikkede personen igen, og så blev Kay siddende; de kørte lige ud af byens port. Da begyndte sneen således at vælte ned, at den lille dreng ikke kunne se en hånd for sig, men han fór af sted, da slap han hurtigt snoren, for at komme løs fra den store slæde, men det hjalp ikke, hans lille køretøj hang fast, og det gik med vindens fart. Da råbte han ganske højt, men ingen hørte ham, og sneen føg og slæden fløj af sted; imellem gav den et spring, det var, som om han fór over grøfter og gærder. Han var ganske forskrækket, han ville læse sit fadervor, men han kunne kun huske den store tabel.
Snefnuggene blev større og større, til sidst så de ud, som store hvide høns; med ét sprang de til side, den store slæde holdt, og den person, som kørte i den, rejste sig op, pelsen og huen var af bare sne; en dame var det, så høj og rank, så skinnende hvid, det var snedronningen.
“Vi er kommet godt frem!” sagde hun, “men er det at fryse! kryb ind i min bjørnepels!” og hun satte ham i slæden hos sig, slog pelsen om ham, det var, som om han sank i en snedrive.
“Fryser du endnu!” spurgte hun, og så kyssede hun ham på panden. Uh! det var koldere end is, det gik ham lige ind til hans hjerte, der jo dog halvt var en isklump; det var, som om han skulle dø; — men kun et øjeblik, så gjorde det just godt; han mærkede ikke mere til kulden rundt om.




Her er skitserne til denne taske:

Hele essensen i denne anden del af eventyret er kontrasterne - sommer over for vinter, varme over for kulde, følelse over for forstand osv. De to gennemgående symboler er rosen og snekrystallen. Snekrystallen - og dermed kulden og forstanden frem for varmen og kærligheden/følelsen - overtager Kay, da et stykke af trolddomsspejlet rammer hans hjerte.

Denne kamp mellem kulden og varmen, hvor kulden overtager, skulle vises i tasken.
Iskrystallen og rosen skulle være med.

Den endelige skitse så sådan ud:

Mine materialeovervejelser inden for stofferne så sådan ud:

Jeg valgte en orange thaisilke til selve tasken, en orange roseblonde til applikation og en dybblå satin til drapering.


Roserne lavede jeg af brudetyll og blonde. Selve hanken var små iskrystaller af glas, omviklet orange og blå glasperler. Disse iskrystaller var også syet på selve tasken.

Det blå satin draperede jeg på taskens ene side, så man fik fornemmelsen af, at det ligesom overtog selve tasken. Jeg satte stoffet fast med nåle og klippede det til på selve tasken. Med bitte små sting syede jeg det fast hele vejen rundt.


Derudover broderede jeg mindst en million franske knuder (de små "broderiprikker" på tasken) i forskellige blå og orange nuancer.

Resultatet blev godt, synes jeg. Denne taske er bestemt en af mine yndlings. Det var også en af de mest tidskrævende - det hænger jo ofte sammen, synes jeg.

Rosen er forresten også symbolet på Jesus - og det synes jeg er meget smukt.  

3 kommentarer:

  1. Hvor er den smuk! Sendronningen er et af mine ynglings eventyr, og du har virkelig fået det udtrykt godt i denne taske.

    Den anden taske var også flot, men denne her er bare WOW!!!

    SvarSlet
  2. smuk smuk taske :)
    flot stykke arbejde du har lavet :)

    SvarSlet
  3. Hej Rebekka og Helle

    Tusind tak for jeres søde kommentarer, de betyder meget for mig.

    KH
    Anna

    SvarSlet