torsdag den 6. oktober 2011

Snedronningen - et eventyr fortalt i syv tasker - del 6

Det er på tide, at jeg bliver færdig med at vise mit håndarbejdseksamens-projekt; eventyret Snedronningen fortalt i 7 tasker.
Taske nr. 6 er en lille sort satin-clutchtaske med kaninskind som "klap". 
Hvis du gerne vil se de andre tasker, så klik her.   

 

 
Sjette historie.
Lappekonen og finnekonen.


De holdt stille ved et lille hus; det var så ynkeligt; taget gik ned til jorden, og døren var så lav, at familien måtte krybe på maven, når den ville ud eller ind. Her var ingen hjemme uden en gammel lappekone, der stod og stegte fisk ved en tranlampe; og rensdyret fortalte hele Gerdas historie, men først sin egen, for det syntes, at den var meget vigtigere, og Gerda var så forkommen af kulde, at hun ikke kunne tale.

“Ak, I arme stakler!” sagde lappekonen, “da har I langt endnu at løbe! I må af sted over hundrede mil ind i Finmarken, for der ligger snedronningen på landet og brænder blålys hver evige aften. Jeg skal skrive et par ord på en tør klipfisk, papir har jeg ikke, den skal jeg give eder med til finnekonen deroppe, hun kan give eder bedre besked, end jeg!”

Og da nu Gerda var blevet varmet og havde fået at spise og drikke, skrev lappekonen et par ord på en tør klipfisk, bad Gerda passe vel på den, bandt hende igen fast på rensdyret og det sprang af sted. “Fut! fut!” sagde det oppe i luften, hele natten brændte de dejligste blå nordlys; — og så kom de til Finmarken og bankede på finnekonens skorsten, for hun havde ikke engang dør.

Der var en hede derinde, så finnekonen selv gik næsten ganske nøgen; lille var hun og ganske grumset; hun løsnede straks klæderne på lille Gerda, tog bælgvanterne og støvlerne af, for ellers havde hun fået det for hedt, lagde rensdyret et stykke is på hovedet og læste så, hvad der stod skrevet på klipfisken; hun læste det tre gange, og så kunne hun det udenad og puttede fisken i madgryden, for den kunne jo godt spises, og hun spildte aldrig noget.

Nu fortalte rensdyret først sin historie, så den lille Gerdas, og finnekonen plirede med de kloge øjne, men sagde ikke noget.

“Du er så klog,” sagde rensdyret; “jeg ved, du kan binde alle verdens vinde i en sytråd; når skipperen løser den ene knude, får han god vind, løser han den anden, da blæser det skrapt, og løser han den tredje og fjerde, da stormer det, så skovene falder om. Vil du ikke give den lille pige en drik, så hun kan få tolv mands styrke og overvinde snedronningen.”

“Tolv mands styrke,” sagde finnekonen; “jo, det vil godt forslå!” og så gik hun hen på en hylde, tog et stort sammenrullet skind frem, og det rullede hun op; der var skrevet underlige bogstaver derpå, og finnekonen læste, så vandet haglede ned af hendes pande.

Men rensdyret bad igen så meget for den lille Gerda, og Gerda så med så bedende øjne, fulde af tårer, på finnekonen, at denne begyndte igen at plire med sine og trak rensdyret hen i en krog, hvor hun hviskede til det, medens det fik frisk is på hovedet:

“Den lille Kay er rigtignok hos snedronningen og finder alt der efter sin lyst og tanke og tror, det er den bedste del af verden, men det kommer af, at han har fået en glassplint i hjertet og et lille glaskorn i øjet; de må først ud, ellers bliver han aldrig til menneske, og snedronningen vil beholde magten over ham!”

“Men kan du ikke give den lille Gerda noget ind, så hun kan få magt over det hele?”

“Jeg kan ikke give hende større magt, end hun allerede har! ser du ikke, hvor stor den er? Ser du ikke, hvor mennesker og dyr må tjene hende, hvorledes hun på bare ben er kommet så vel frem i verden. Hun må ikke af os vide sin magt, den sidder i hendes hjerte, den sidder i, hun er et sødt uskyldigt barn. Kan hun ikke selv komme ind til snedronningen og få glasset ud af lille Kay, så kan vi ikke hjælpe! To mil herfra begynder snedronningens have, derhen kan du bære den lille pige; sæt hende af ved den store busk, der står med røde bær i sneen, hold ikke lang faddersladder og skynd dig her tilbage!” Og så løftede finnekonen den lille Gerda op på rensdyret, der løb alt, hvad det kunne.

“Oh, jeg fik ikke mine støvler! jeg fik ikke mine bælgvanter!” råbte den lille Gerda, det mærkede hun i den sviende kulde, men rensdyret turde ikke standse, det løb, til det kom til den store busk med de røde bær; der satte det Gerda af, kyssede hende på munden, og der løb store, blanke tårer ned over dyrets kinder, og så løb det, alt hvad det kunne, igen tilbage. Der stod den stakkels Gerda uden sko, uden handsker, midt i det frygtelige iskolde Finmarken.

Hun løb fremad, så stærkt hun kunne; da kom der et helt regiment snefnug; men de faldt ikke ned fra himlen, den var ganske klar og skinnede af nordlys; snefnuggene løb lige hen ad jorden, og jo nærmere de kom, des større blev de; Gerda huskede nok, hvor store og kunstige de havde set ud, dengang hun så snefnuggene gennem brændglasset, men her var de rigtignok anderledes store og frygtelige, de var levende, de var snedronningens forposter; de havde de underligste skikkelser; nogle så ud som fæle store pindsvin, andre, som hele knuder af slanger, der stak hovederne frem, og andre, som små tykke bjørne på hvem hårene struttede, alle skinnende hvide, alle var de levende snefnug.

Da bad den lille Gerda sit fadervor, og kulden var så stærk at hun kunne se sin egen ånde; som en hel røg stod den hende ud af munden; ånden blev tættere og tættere og den formede sig til små klare engle, der voksede mere og mere, når de rørte ved jorden; og alle havde de hjelm på hovedet og spyd og skjold i hænderne; de blev flere og flere, og da Gerda havde endt sit fadervor, var der en hel legion om hende; de huggede med deres spyd på de gruelige snefnug så de sprang i hundrede stykker, og den lille Gerda gik ganske sikker og frejdig frem. Englene klappede hende på fødderne og på hænderne, og så følte hun mindre, hvor koldt det var, og gik rask frem mod snedronningens slot.

Men nu skal vi først se, hvorledes Kay har det. Han tænkte rigtignok ikke på lille Gerda, og allermindst at hun stod uden for slottet.

Den sjette taske skulle symbolisere Gerdas kamp mod det onde - kulden og sneuhyrerne og mørket mod kærlighedens magt.

Skitsen og inspirationsplanchen så sådan ud:



Sneuhyrerne skulle med, og jeg ville gerne arbejde med tryk. Derfor tegnede jeg sneuhyrerne og overførte billederne via foto-emulsions-teknik til et lærred. Denne teknik, som er lidt omstændig, gør, at du kan trykke helt fine linjer - er du interesseret i teknikken, kan du se materialerne her.


Sådan så den færdige ramme ud:


Og her er et prøvetryk:


Den endelige taske blev syet i sort satin og med kaninskind som "låg".



Indvendigt er tasken foret med turkis silke med sølvroser. Rosen er et gennemgående symbol i historien og symboliserer Jesus og kærligheden. I dette afsnit finder Gerda ud af, at hun selv via kærlighedens kraft er den største magt mod Snedronningen. Derfor er spejlet også med: Gerda spejler sig selv i en symbolsk forstand.


Tasken gav mig muliged for at lege med flere forskellige teknikker (som jeg jo skulle vise til eksamen), og resultatet blev jeg såmænd også glad nok for, men min favorittaske blev den aldrig.


3 kommentarer:

  1. ej den er sjov.. sejt lavet med ejet mønster og det hele...

    SvarSlet
  2. Hold da op en historie - og sikken kreativitet! Det er en rigtig fin taske. Jeg er vild med de små detaljer ;)

    -karenbykaren

    SvarSlet
  3. Litt av en fortelling! Tøff veske (taske) :-)

    SvarSlet