lørdag den 8. oktober 2011

Snedronningen - et eventyr fortalt i syv tasker - del 7

Så kommer den sidste taske i mit håndarbejdseksamensprojekt "Snedronningen - et eventyr fortalt i syv tasker". Denne taske er sammen med tasken her de tasker, jeg synes er allersmukkest. Mest af alt pga. deres skulpturelle udtryk. 

Den syvende taske er en stor skuldertaske, som er filtet i merinould. Den blev filtet så hårdt, at hanken med iskrystallerne kunne holde sig selv.





Syvende historie.
Hvad der skete i snedronningens slot, og hvad der siden skete.

Slottets vægge var af den fygende sne og vinduer og døre af de skærende vinde; der var over hundrede sale, alt ligesom sneen føg, den største strakte sig mange mil, alle belyste af de stærke nordlys, og de var så store, så tomme, så isnende kolde og så skinnende. Aldrig kom her lystighed, ikke engang så meget, som et lille bjørnebal, hvor stormen kunne blæse op, og isbjørnene gå på bagbenene og have fine manerer; aldrig et lille spilleselskab med munddask og slå på lappen; aldrig en lille smule kaffekommers af de hvide rævefrøkner; tomt, stort og koldt var det i snedronningens sale. Nordlysene blussede så nøjagtigt, at man kunne tælle sig til, når de var på det højeste, og når de var på det laveste. Midt derinde i den tomme uendelige snesal var der en frossen sø; den var revnet i tusinde stykker, men hvert stykke var så akkurat lig det andet, at det var et helt kunststykke; og midt på den sad snedronningen, når hun var hjemme, og så sagde hun, at hun sad i forstandens spejl, og at det var det eneste og bedste i denne verden.

Lille Kay var ganske blå af kulde, ja næsten sort, men han mærkede det dog ikke, for hun havde jo kysset kuldegyset af ham, og hans hjerte var så godt som en isklump. Han gik og slæbte på nogle skarpe flade isstykker, som han lagde på alle mulige måder, for han ville have noget ud deraf; det var ligesom når vi andre har små træplader og lægger disse i figurer, der kaldes det kinesiske spil. Kay gik også og lagde figurer, de allerkunstigste, det var forstands-isspillet; for hans øjne var figurerne ganske udmærkede og af den allerhøjeste vigtighed; det gjorde det glaskorn, der sad ham i øjet! han lagde hele figurer, der var et skrevet ord, men aldrig kunne han finde på at lægge det ord, som han just ville, det ord: Evigheden, og snedronningen havde sagt: “Kan du udfinde mig den figur, så skal du være din egen herre, og jeg forærer dig hele verden og et par nye skøjter.” Men han kunne ikke.

“Nu suser jeg bort til de varme lande!” sagde snedronningen, “jeg vil hen og kigge ned i de sorte gryder!” — Det var de ildsprudende bjerge, Etna og Vesuv, som man kalder dem. — “Jeg skal hvidte dem lidt! det hører til; det gør godt oven på citroner og vindruer!” og så fløj snedronningen, og Kay sad ganske ene i den mange mil store tomme issal og så på isstykkerne og tænkte og tænkte, så det knagede i ham, ganske stiv og stille sad han, man skulle tro han var frosset ihjel.

Da var det, at den lille Gerda trådte ind i slottet gennem den store port, der var skærende vinde; men hun læste en aftenbøn, og da lagde vindene sig, som de ville sove, og hun trådte ind i de store, tomme kolde sale — da så hun Kay, hun kendte ham, hun fløj ham om halsen, holdt ham så fast og råbte: “Kay! søde lille Kay! så har jeg da fundet dig!”

Men han sad ganske stille, stiv og kold; — da græd den lille Gerda hede tårer, de faldt på hans bryst, de trængte ind i hans hjerte, de optøede isklumpen og fortærede den lille spejlstump derinde; han så på hende og hun sang salmen:

“Roserne vokser i dale,
der får vi barn Jesus i tale!”

Da brast Kay i gråd; han græd, så spejlkornet trillede ud af øjnene, han kendte hende og jublede: “Gerda! søde lille Gerda! — hvor har du dog været så længe? Og hvor har jeg været?” Og han så rundt om sig. “Hvor her er koldt! hvor her er tomt og stort!” og han holdt sig fast til Gerda, og hun lo og græd af glæde; det var så velsignet, at selv isstykkerne dansede af glæde rundt om og da de var trætte og lagde sig, lå de netop i de bogstaver, som snedronningen havde sagt, han skulle udfinde, så var han sin egen herre, og hun ville give ham hele verden og et par nye skøjter.

Og Gerda kyssede hans kinder, og de blev blomstrende; hun kyssede hans øjne, og de lyste som hendes, hun kyssede hans hænder og fødder, og han var sund og rask. Snedronningen måtte gerne komme hjem: Hans fribrev stod skrevet der med skinnende isstykker.

Og de tog hinanden i hænderne og vandrede ud af det store slot; de talte om bedstemoder og om roserne oppe på taget; og hvor de gik, lå vindene ganske stille og solen brød frem; og da de nåede busken med de røde bær, stod rensdyret der og ventede; det havde en anden ung ren med, hvis yver var fuldt, og den gav de små sin varme mælk og kyssede dem på munden. Så bar de Kay og Gerda først til finnekonen, hvor de varmede sig op i den hede stue og fik besked om hjemrejsen, så til lappekonen, der havde syet dem nye klæder og gjort sin slæde i stand.

Og rensdyret og den unge ren sprang ved siden og fulgte med, lige til landets grænse, der tittede det første grønne frem, der tog de afsked med rensdyret og med lappekonen. “Farvel!” sagde de alle sammen. Og de første små fugle begyndte at kvidre, skoven havde grønne knopper, og ud fra den kom ridende på en prægtig hest, som Gerda kendte (den havde været spændt for guldkareten) en ung pige med en skinnende rød hue på hovedet og pistoler foran sig; det var den lille røverpige, som var ked af at være hjemme og ville nu først nord på og siden af en anden kant, dersom hun ikke blev fornøjet. Hun kendte straks Gerda, og Gerda kendte hende, det var en glæde.

“Du er en rar fyr til at traske om!” sagde hun til lille Kay; “jeg gad vide, om du fortjener, man løber til verdens ende for din skyld!”

Men Gerda klappede hende på kinden, og spurgte om prins og prinsesse.

“De er rejste til fremmede lande!” sagde røverpigen.

“Men kragen?” spurgte den lille Gerda.

“Ja kragen er død!” svarede hun. “Den tamme kæreste er blevet enke og går med en stump sort uldgarn om benet; hun klager sig ynkeligt og vrøvl er det hele! — Men fortæl mig nu, hvorledes det er gået dig, og hvorledes du fik fat på ham!”

Og Gerda og Kay fortalte begge to.

“Og snip-snap-snurre-basselurre!” sagde røverpigen, tog dem begge to i hænderne og lovede, at hvis hun engang kom igennem deres by, så ville hun komme op at besøge dem, og så red hun ud i den vide verden, men Kay og Gerda gik hånd i hånd, og som de gik, var det et dejligt forår med blomster og grønt; kirkeklokkerne ringede, og de kendte de høje tårne, den store by, det var i den de boede, og de gik ind i den og hen til bedstemoders dør, op ad trappen, ind i stuen, hvor alt stod på samme sted som før, og uret sagde: “dik! dik!” og viseren drejede; men idet de gik igennem døren, mærkede de, at de var blevet voksne mennesker. Roserne fra tagrenden blomstrede ind af de åbne vinduer, og der stod de små børnestole, og Kay og Gerda satte sig på hver sin og holdt hinanden i hænderne, de havde glemt som en tung drøm den kolde tomme herlighed hos snedronningen. Bedstemoder sad i Guds klare solskin og læste højt af Bibelen: “Uden at I bliver som børn, kommer I ikke i Guds rige!”

Og Kay og Gerda så hinanden ind i øjnene, og de forstod på én gang den gamle salme:

“Roserne vokser i dale,
der får vi barn Jesus i tale.”

Der sad de begge to voksne og dog børn, børn i hjertet, og det var sommer, den varme, velsignede sommer.


For  mig var det vigtigt, at denne sidste taske blev stor, idet de størstedelen af de 6 andre tasker var små. Tanken var Snedronningens slot, og der skulle noget storslået til.

Skitserne og inspirationsplanchen så således ud: 





Iskrystallerne, som er symbolet for det kolde og kunstige, skulle selvfølgelig med. Dem klippede jeg i sølvkarton som inspiration og derefter i blå merinould. Prøver på uld og derefter filteprøver var derefter næste skridt:




Jeg har desværre ingen gode billeder af filteprocessen. Men uld blev lagt op og tasken blev filtet med sæbevand. Det tog mange timer, da det var et udfordring at få hankens udtryk frem, og idet hele tasken skulle filtes så hårdt, at den kunne holde sin form. Derefter stod derefter til tørre i flere dage og blev til sidst pyntet med sølvtråde og få perler: 


Kærligheden sejrer til sidst. 
Derfor skulle foret være blodrødt med fornemmelsen af roser. Jeg tog billeder af rosenblade som inspiration:


Og fandt dette blondestof, som jeg klippede roserne ud af. Disse roser blev syet på foret, inden det blev syet i tasken.



Dette var sidste taske i mit eksamensprojekt "Snedronningen - et eventyr fortalt i 7 tasker". 
Jeg håber, at du har fået en oplevelse ud af at læse med. 

2 kommentarer:

  1. Så fint!

    Jeg elsker historien om Kay og Gerda, jeg syns den er veldig trist egentlig, selv om det blir happy ending. Jeg har likt historien godt fra jeg selv var ganske liten. Nå fikk jeg en ide til å la barna mine også få kjenne til den :-)

    SvarSlet
  2. Jeg har nydt at følge med i din føljeton med dine smukke og forskellige tasker og tankerne bag hver enkelt. Er vild med at din sans for og evne til at udføre gennemtænkt og omhyggeligt håndarbejde skinner igennem med både denne taske og de foregående - skønt.
    Sikke en fantastisk udfordring - ingen tvivl om at det har været enormt omfangsrigt i tid og arbejdsindsats, men sikkert også utroligt spændende i både design-delen med at inddrage alle symbolerne på en kreativ måde og det praktiske arbejde med selve udarbejdelsen.
    Har du overvejet at udstille dem? Mange biblioteker har skiftende udstillinger med projekter fra aftenskoler og lign. Synes det ofte er meget inspirende at se, og denne samling ville da være oplagt.

    SvarSlet