torsdag den 30. juni 2011

Sommergul badekåbe med svampelommer

I dag fik jeg færdigsyet denne badekåbe til Lara:






Hun har en gammel slidt en, som jeg desværre er kommet til at vaske sammen med en rød klud - så den gik fra forvasket hvid til forvasket lyserød - ikke særlig kønt!

Denne er syet i solgul håndklædefrotté og kantet med mørkebrun kantbånd. 
Der er påsyet applikationer - små svampe i brun og orange - for at gøre den lidt mere spændende. 

Lommerne er blevet rigtig gode, synes jeg:





Og Lara stillede igen op til fotosession:








Så kan det godt blive strandvejr igen, tak!

onsdag den 29. juni 2011

Nye 50'er mønstre til samlingen

Så er anden sending fra dette dejlige website ankommet
- denne gang med hele 7 vintage mønstre - alle fra 50'erne


3 af dem er børnemønstre:





Og de resterende 4 er voksenmønstre:







Med fare for at gentage mig selv:

Haves: En million projekter + 7 nye på listen
Ønskes: Tid tid tid!!! (plus den hvepsetalje, som man åbenbart havde i 50'erne...) 

mandag den 27. juni 2011

50'er kjole str 86/92 til salg

Så har jeg taget hul på mine nyindkøbte vintage børnemønstre, som jeg omtalte i indlægget her.

Det er der kommet denne lille sag ud af: 




Mønstret er fra omkring 1955, og kan ses her:



Jeg har valgt at sy kjolen uden kraven og uden lommer.

Kjolen er syet i orange bomuldsstof med hvide polkaprikker og kantet med cerise kantbånd.



Den har de sødeste pufærmer: 

 



På bagsiden er den knappet med 4 knapper i samme farve som skråbåndet. Den har også det karakterisiske bindebånd.




Kjolen er blevet vellykket på trods af, at det er første forsøg. Denne model kommer der helt sikkert flere af. Derfor sælger jeg også denne - til 325 kr plus porto.
Det er en str 86/92, men jeg måler den selfølgelig gerne, hvis du er i tvivl om, hvorvidt den kan passe din mus.

Min mus stillede igen op til fotosession (hun begynder vist at synes det er sjovt - heldigt for mig - og for hende) - og disse billeder skal I da ikke snydes for.

So here we go:









Send mig en mail, hvis du er interesseret i kjolen.

UPDATE: Kjolen er solgt. Det er ikke utænkeligt, at der kommer flere til salg senere;-)

Snedronningen - et eventyr fortalt i 7 tasker - del 3

Nu er det vist på tide at vise den tredie af de syv tasker, som jeg har kreeret over H.C. Andersens eventyr Snedronningen. Denne er måske den mest specielle, idet den er strikket af kobbertråd.

Hvis du gik glip af de første to tasker og de første to afsnit af Snedronningen, kan du se dem her



Tredje historie.
Blomsterhaven hos konen, som kunne trolddom.

Men hvorledes havde den lille Gerda det, da Kay ikke mere kom? Hvor var han dog? — Ingen vidste det, ingen kunne give besked. Drengene fortalte kun, at de havde set ham binde sin lille slæde til en prægtig stor, der kørte ind i gaden og ud af byens port. Ingen vidste, hvor han var, mange tårer flød, den lille Gerda græd så dybt og længe; — så sagde de, at han var død, han var sunket i floden, der løb tæt ved byen; oh, det var ret lange, mørke vinterdage.
Nu kom våren med varmere solskin.
“Kay er død og borte!” sagde den lille Gerda.
“Det tror jeg ikke!” sagde solskinnet.
“Han er død og borte!” sagde hun til svalerne.
“Det tror jeg ikke!” svarede de, og til sidst troede den lille Gerda det ikke heller.
“Jeg vil tage mine nye, røde sko på,” sagde hun en morgenstund, “dem Kay aldrig har set, og så vil jeg gå ned til floden og spørge den ad!”
Og det var ganske tidligt; hun kyssede den gamle bedstemoder, som sov, tog de røde sko på og gik ganske ene ud af porten til floden.
“Er det sandt, at du har taget min lille legebroder? Jeg vil forære dig mine røde sko, dersom du vil give mig ham igen!”
Og bølgerne, syntes hun, nikkede så underligt; da tog hun sine røde sko, det kæreste hun havde, og kastede dem begge to ud i floden, men de faldt tæt inde ved bredden, og de små bølger bare dem straks i land til hende, det var ligesom om floden ikke ville tage det kæreste hun havde, da den jo ikke havde den lille Kay; men hun troede nu, at hun ikke kastede skoene langt nok ud, og så krøb hun op i en båd, der lå i sivene, hun gik helt ud i den yderste ende og kastede skoene; men båden var ikke bundet fast, og ved den bevægelse, hun gjorde, gled den fra land; hun mærkede det og skyndte sig for at komme bort, men før hun nåede tilbage, var båden over en alen ude, og nu gled den hurtigere af sted.

Da blev den lille Gerda ganske forskrækket og gav sig til at græde, men ingen hørte hende uden gråspurvene, og de kunne ikke bære hende i land, men de fløj langs med bredden og sang, ligesom for at trøste hende: “Her er vi! her er vi!” Båden drev med strømmen; den lille Gerda sad ganske stille i de bare strømper; hendes små røde sko flød bagefter, men de kunne ikke nå båden, den tog stærkere fart.
Smukt var der på begge bredder, dejlige blomster, gamle træer og skrænter med får og køer, men ikke et menneske at se.
“Måske bærer floden mig hen til lille Kay,” tænkte Gerda og så blev hun i bedre humør, rejste sig op og så i mange timer på de smukke grønne bredder; så kom hun til en stor kirsebærhave, hvor der var et lille hus med underlige røde og blå vinduer, forresten stråtag og udenfor to træsoldater, som skuldrede for dem, der sejlede forbi.
Gerda råbte på dem, hun troede, at de var levende, men de svarede naturligvis ikke; hun kom dem ganske nær, floden drev båden lige ind imod land.
Gerda råbte endnu højere, og så kom ud af huset en gammel, gammel kone, der støttede sig på en krogkæp; hun havde en stor solhat på, og den var bemalet med de dejligste blomster.

“Du lille stakkels barn!” sagde den gamle kone; “hvorledes er du dog kommet ud på den store, stærke strøm, drevet langt ud i den vide verden!” og så gik den gamle kone helt ud i vandet, slog sin krogkæp fast i båden, trak den i land og løftede den lille Gerda ud.
Og Gerda var glad ved at komme på det tørre, men dog lidt bange for den fremmede, gamle kone.
“Kom dog og fortæl mig, hvem du er, og hvorledes du kommer her!” sagde hun.
Og Gerda fortalte hende alting; og den gamle rystede med hovedet og sagde “Hm! hm!” og da Gerda havde sagt hende alting og spurgt om hun ikke havde set lille Kay, sagde konen, at han var ikke kommet forbi, men han kom nok, hun skulle bare ikke være bedrøvet, men smage hendes kirsebær, se hendes blomster, de var smukkere end nogen billedbog, de kunne hver fortælle en hel historie. Så tog hun Gerda ved hånden, de gik ind i det lille hus, og den gamle kone lukkede døren af.

Vinduerne sad så højt oppe og glassene var røde, blå og gule; dagslyset skinnede så underligt derinde med alle kulører, men på bordet stod de dejligste kirsebær, og Gerda spiste så mange hun ville, for det turde hun. Og mens hun spiste, kæmmede den gamle kone hendes hår med en guldkam, og håret krøllede og skinnede så dejligt gult rundt om det lille, venlige ansigt, der var så rundt og så ud som en rose.
“Sådan en sød lille pige har jeg rigtig længtes efter,” sagde den gamle. “Nu skal du se, hvor vi to godt skal komme ud af det!” og alt som hun kæmmede den lille Gerdas hår, glemte Gerda mere og mere sin plejebroder Kay; for den gamle kone kunne trolddom, men en ond trold var hun ikke, hun troldede bare lidt for sin egen fornøjelse, og nu ville hun gerne beholde den lille Gerda. Derfor gik hun ud i haven, strakte sin krogkæp ud mod alle rosentræerne, og, i hvor dejligt de blomstrede, sank de dog alle ned i den sorte jord og man kunne ikke se, hvor de havde stået. Den gamle var bange for, at når Gerda så roserne, skulle hun tænke på sine egne og da huske lille Kay og så løbe sin vej.

Nu førte hun Gerda ud i blomsterhaven. — Nej! hvor her var en duft og dejlighed! alle de tænkelige blomster, og det for enhver årstid, stod her i det prægtigste flor; ingen billedbog kunne være mere broget og smuk. Gerda sprang af glæde, og legede, til solen gik ned bag de høje kirsebærtræer, da fik hun en dejlig seng med røde silkedyner, de var stoppet med blå violer, og hun sov og drømte der så dejligt, som nogen dronning på sin bryllupsdag.
Næste dag kunne hun lege igen med blomsterne i det varme solskin, — således gik mange dage. Gerda kendte hver blomst, men i hvor mange der var, syntes hun dog, at der manglede en, men hvilken vidste hun ikke. Da sidder hun en dag og ser på den gamle kones solhat med de malede blomster, og just den smukkeste der var en rose. Den gamle havde glemt at få den af hatten, da hun fik de andre ned i jorden. Men således er det, ikke at have tankerne med sig!

“Hvad!” sagde Gerda, “er her ingen roser!” og sprang ind imellem bedene, søgte og søgte, men der var ingen at finde; da satte hun sig ned og græd, men hendes hede tårer faldt netop der, hvor et rosentræ var sunket, og da de varme tårer vandede jorden, skød træet med ét op, så blomstrende, som da det sank, og Gerda omfavnede det, kyssede roserne og tænkte på de dejlige roser hjemme og med dem på den lille Kay.
“Oh, hvor jeg er blevet sinket!” sagde den lille pige. “Jeg skulle jo finde Kay! — Ved I ikke hvor han er?” spurgte hun roserne. “Tror I at han er død og borte?”
“Død er han ikke,” sagde roserne. “Vi har jo været i jorden, der er alle de døde, men Kay var der ikke!”
“Tak skal I have!” sagde den lille Gerda og hun gik hen til de andre blomster og så ind i deres kalk og spurgte: “Ved I ikke, hvor lille Kay er?”
Men hver blomst stod i solen og drømte sit eget eventyr eller historie, af dem fik lille Gerda så mange, mange, men ingen vidste noget om Kay.
Og hvad sagde da ildliljen?
“Hører du trommen: bum! bum! det er kun to toner, altid bum! bum! hør kvindernes sørgesang! hør præsternes råb! — I sin lange røde kjortel står hindukonen på bålet, flammerne slår op om hende og hendes døde mand; men hindukonen tænker på den levende her i kredsen, ham, hvis øjne brænder hedere end flammerne, ham, hvis øjnes ild når mere hendes hjerte, end de flammer, som snart brænder hendes legeme til aske. Kan hjertets flamme dø i bålets flammer?”
“Det forstår jeg slet ikke!” sagde den lille Gerda.
“Det er mit eventyr!” sagde ildliljen.
Hvad siger konvolvolus?
“Ud over den snævre fjeldvej hænger en gammel ridderborg; Det tætte eviggrønt vokser op om de gamle røde mure, blad ved blad, hen om altanen, og der står en dejlig pige; hun bøjer sig ud over rækværket og ser ned ad vejen. Ingen rose hænger friskere fra grenene, end hun, ingen æbleblomst, når vinden bærer den fra træet, er mere svævende, end hun; hvor rasler den prægtige silkekjortel. ‘Kommer han dog ikke!’
“Er det Kay, du mener,” spurgte lille Gerda.
“Jeg taler kun om mit eventyr, min drøm,” svarede konvolvolus.
Hvad siger den lille sommergæk?
“Mellem træerne hænger i snore det lange bræt, det er en gynge; to nydelige småpiger, — kjolerne er hvide som sne, lange grønne silkebånd flagrer fra hattene, — sidder og gynger; broderen, der er større end de, står op i gyngen, han har armen om snoren for at holde sig, thi i den ene hånd har han en lille skål, i den anden en kridtpibe, han blæser sæbebobler; gyngen går, og boblerne flyver med dejlige, vekslende farver; den sidste hænger endnu ved pibestilken og bøjer sig i vinden; gyngen går. Den lille sorte hund, let som boblerne, rejser sig på bagbenene og vil med i gyngen, den flyver; hunden dumper, bjæffer og er vred; den gækkes, boblerne brister, — et gyngende bræt, et springende skumbillede er min sang!”
“Det kan gerne være, at det er smukt, hvad du fortæller, men du siger det så sørgeligt og nævner slet ikke Kay. Hvad siger hyacinterne?”
“Der var tre dejlige søstre, så gennemsigtige og fine; den enes kjortel var rød, den andens var blå, den tredjes ganske hvid; hånd i hånd dansede de ved den stille sø i det klare måneskin. De var ikke elverpiger, de var menneskebørn. Der duftede så sødt, og pigerne svandt i skoven; duften blev stærkere; — tre ligkister, i dem lå de dejlige piger, gled fra skovens tykning hen over søen; sankthansorme fløj skinnende rundt om, som små svævende lys. Sover de dansende piger, eller er de døde? — Blomsterduften siger, de er lig; aftenklokken ringer over de døde!”
“Du gør mig ganske bedrøvet,” sagde den lille Gerda. “Du dufter så stærkt; jeg må tænke på de døde piger! ak, er da virkelig lille Kay død? Roserne har været nede i jorden, og de siger nej!”
“Ding, dang!” ringede hyacintens klokker. “Vi ringer ikke over lille Kay, ham kender vi ikke! vi synger kun vor vise, den eneste, vi kan!”
Og Gerda gik hen til smørblomsten, der skinnede frem imellem de glinsende, grønne blade.
“Du er en lille klar sol!” sagde Gerda. “Sig mig, om du ved, hvor jeg skal finde min legebroder?”
Og smørblomsten skinnede så smukt og så på Gerda igen. Hvilken vise kunne vel smørblomsten synge? Den var heller ikke om Kay.
“I en lille gård skinnede Vorherres sol så varmt den første forårsdag; strålerne gled ned ad naboens hvide væg, tæt ved groede de første gule blomster, skinnende guld i de varme solstråler; gamle bedstemoder var ude i sin stol, datterdatteren den fattige, kønne tjenestepige, kom hjem et kort besøg; hun kyssede bedstemoderen. Det var guld, hjertets guld i det velsignede kys. Guld på munden, guld i grunden, guld deroppe i morgenstunden! Se, det er min lille historie!” sagde smørblomsten.
“Min gamle stakkels bedstemoder!” sukkede Gerda. “Ja hun længes vist efter mig, er bedrøvet for mig, ligesom hun var for lille Kay. Men jeg kommer snart hjem igen, og så bringer jeg Kay med. — Det kan ikke hjælpe, at jeg spørger blomsterne, de kan kun deres egen vise, de siger mig ikke besked!” og så bandt hun sin lille kjole op, for at hun kunne løbe raskere; men pinseliljen slog hende over benet, i det hun sprang over den; da blev hun stående, så på den lange gule blomst og spurgte: “Ved du måske noget?” og hun bøjede sig lige ned til pinseliljen. Og hvad sagde den?
“Jeg kan se mig selv! jeg kan se mig selv!” sagde pinseliljen. “Oh, oh, hvor jeg lugter! — Oppe på det lille kvistkammer, halv klædt på, står en lille danserinde, hun står snart på ét ben, snart på to, hun sparker af den hele verden, hun er bare øjenforblindelse. Hun hælder vand af tepotten ud på et stykke tøj, hun holder, det er snørlivet; — renlighed er en god ting! den hvide kjole hænger på knagen, den er også vasket i tepotten og tørret på taget; den tager hun på, det safrangule tørklæde om halsen, så skinner kjolen mere hvid. Benet i vejret! se hvor hun knejser på en stilk! jeg kan se mig selv! jeg kan se mig selv!”
“Det bryder jeg mig slet ikke om!” sagde Gerda. “Det er ikke noget at fortælle mig!” og så løb hun til udkanten af haven.

Døren var lukket, men hun vrikkede i den rustne krampe, så den gik løs, og døren sprang op, og så løb den lille Gerda på bare fødder ud i den vide verden. Hun så tre gange tilbage, men der var ingen, som kom efter hende; til sidst kunne hun ikke løbe mere og satte sig på en stor sten, og da hun så sig rundt om, var sommeren forbi, det var sent på efteråret, det kunne man slet ikke mærke derinde i den dejlige have, hvor der var altid solskin og alle årstiders blomster.
“Gud! hvor jeg har sinket mig!” sagde den lille Gerda: “Det er jo blevet efterår! så tør jeg ikke hvile!” og hun rejste sig for at gå.

Oh, hvor hendes små fødder var ømme og trætte, og rundt om så det koldt og råt ud; de lange pileblade var ganske gule og tågen dryppede i vand fra dem, et blad faldt efter et andet, kun slåentornen stod med frugt, så stram og til at rimpe munden sammen. Oh hvor det var gråt og tungt i den vide verden.


Tasken er strikket i lakeret kobbertråd påsat perler. Jeg ville arbejde med et uorganisk "kunstigt" materiale, som glimter og tiltrækker, som troldkonen også gør. For mig at se, handler den tredie del af eventyret om, at tingene ikke altid er, som de giver sig ud for. 
Skitsen så sådan ud: 


Gitteret, som kommer frem, når man strikker med metaltråd, skulle fungere som det fangenskab, som Gerda kommer i. Perlerne er i flere nuancer og skifter farve, alt efter hvordan lyset falder på dem, og forstærker effekten af det kunstige og det tiltrækkende. 

Inspirationen hentede jeg i mine bedsteforældres drømmeagtige eventyrhave - det kom der denne inspirationscoulage ud af:





Jeg lavede strikkeprøver for at kunne udregne, hvor mange masker, jeg skulle slå op, og hvor mange  rækker, jeg skulle strikke. Jeg strikkede tasken i flere stykker - en bund og 4 sider - og de blev så syet sammen bagefter med kobbertråd.
  


Rosen strikkede jeg ved at lave flere små blade, som jeg så syede sammen med kobbertråden. Rosen er igen symbolet på Jesus, som den også var i 2. del af eventyret. Og den er en central del af hele eventyret. Derfor var den også vigtig at få med.

Det var et kæmpe arbejde at strikke denne taske, og det var hårdt for fingrene at strikke i metaltråden - så det kan altså ikke anbefales! Men resultatet blev ret godt og helt unikt, synes jeg.



lørdag den 25. juni 2011

Miffy vs. Kello Kitty

Jeg har en forkærlighed for den lille hvide kanin Miffy.

Miffy blev skabt helt tilbage i 1955 af den hollandske kunstner Dick Bruna. Jeg husker figuren fra min egen barndom, da jeg havde bogen "Miffy i sneen". I en lang periode var den en af favoritbøgerne.

Lara har arvet bogen, som efterhånden er noget slidt - men hun elsker den og kan den nærmest udenad. Derfor var lykken selvfølgelig også stor, da hun fik denne skønne Miffy-bamse:




Miffy er nu med alle steder - gerne i en af disse to poser: 




Miffy-bamsen og poserne fandt jeg via Miffys egen hjemmside - miffy.com.
De er købt i England. Jeg købte også tre nye bøger, nu hvor jeg var i gang:




De er på engelsk (det er simpelthen umuligt at finde dem på dansk), men det gør nu ikke så meget. Jeg synes, enkeltheden i historierne egner sig rigtig godt til at genfortælle, og billederne er jo det, som Lara holder af.

Miffy bliver tit sammenlignet med den lille kat Hello Kitty, som også er enkel i sin streg.  
Hello Kitty har jeg dog et ret anstrengt forhold til - den er simpelthen for lyserød og pigesød til mig. Jeg tror også, at millionindustrien (eller nærmere billionindustrien!) bag den påvirker mig - jeg synes, den er blevet for kommiciel. Man kan finde den allevegne og det gør altså også, at det desværre er svært at undgå at blive træt af den. Vi har forsøgt at undgå Hello Kitty her i huset, og indtil videre er det nogenlunde lykkedes - Lara har kun én Hello Kitty ting, og det er hendes badedragt.

Hello Kitty-perioden skal dog nok komme, for markedsføringen er så enorm, at det kan man vist ikke undgå. Og så skal hun selvfølgelig have lov til at udleve den fase, ligesom alle andre små piger. Men indtil da nyder vi kun at have Miffy som roommate - for hun er altså lidt federe, synes jeg!   

Jeg har lovet jer et billede af mig i min guldfiskekjole - her er det:



onsdag den 22. juni 2011

Hvem har ikke altid ønsket sig en guldfiskekjole?

Jeg har i hvert fald!

Og nu har jeg fået syet mig en i det lækre stof, jeg fik hjem fra England i sidste uge.
Jeg har brugt det samme mønster som til mine andre 50'er kjoler, men med en del tilretninger.

Fx. har jeg undladt bæltestykket og forlænget overdelen i stedet - hvilket resulterede i, at indsnittene ikke helt blev, som jeg ville. Det kræver en del justering til næste gang.




Jeg har også valgt ikke at åbne den hele vejen ned. Det betød, at jeg måtte have en usynlig lynlås ind i siden - ellers ville jeg ikke kunne få den på.






Pipingbånd i orange pynter hele vejen rundt - det giver en fedt effekt, synes jeg.






Den bedste ting ved kjolen er lommerne - de er blevet rigtig vellykkede, synes jeg. 








Pasformen er ok, men ikke helt perfekt. Den er ikke slim nok i taljen.
Derfor er den også pænest med bælte.

Men stoffet og udrykket er jeg helt vild med. Nu skal tilretningerne bare blive helt i orden - så kan jeg godt sy et par flere af disse i mine forskellige stoffer.

Jeg skal nok vise et billede af mig i den, når jeg får taget et sådant - det giver nu en bedre fornemmelse, end at se den på en gine.