LaRaLiL-bloggen fylder 1 år

I disse dage er det et år siden, at jeg skrev mit første indlæg. Bloggen havde jeg oprettet et års tid forinden, men det tog lang tid, før jeg turde kaste mig ud i det. Længe havde jeg fulgt Blogland fra sidelinien som anonym læser. Og jeg var vældig fascineret af de andre bloggeres fine billeder og spændende indlæg.

Overvejelserne om, hvorvidt jeg selv skulle blogge, var store. Først og fremmest var jeg bange for, at bloggen ville blive en tidsrøver. Tid er jo ikke det, man har mest af, når man både har barn, mand, fuldtidsarbejde og kreative interesser, der også skal plejes. Og jeg gør sjældent noget halvt - heller ikke at blogge;-) Derudover var der omkring december 2010 en dårlig stemning i Blogland, som gjorde, at jeg overvejede min beslutning om at blive blogger en ekstra gang.

Men jeg kastede mig ud i det - og har ikke fortrudt ét eneste sekund. Ja, det er en sand tidsrøver. Ja, jeg kan nogle gange få lidt stress over tanken om at skulle producere nok til indlæg - jo allerhelst (i min verden) hver dag. Ja, jeg kan nogle gange komme til at bruge tid på det, selvom min datter er vågen og aktiv (og jeg burde være en totalt overskudsagtig og nærværende mor).

Men alt dette blegner ved siden af det, som bloggen har givet - og stadig giver - mig. Nye bekendtskaber (som er det mest værdifulde), gode oplevelser og et netværk af andre kreative kvinder, som deler mine interesser. En mulighed for at dele (og jeg elsker at dele - jeg er jo ikke blevet lærer for ingenting!) - først og fremmest inden for syningen. For LaRaLiL er og bliver en syblog - sådan har den oprindelige tanke været, og sådan ser jeg det gerne fortsætte.

Jeg er dog åbnet mere op og blevet mere personlig, hvad dette indlæg også bærer præg af. Et indlæg som det om min morfar ville have været utænkeligt for et år siden. Det havde jeg simpelthen ikke turdet dele med jer. Og jeg tænker, at alle ny-udsprungne bloggere har følelsen af at skulle træde varsomt. Først og fremmest for at finde ud af, hvor ens egne grænser går. Jeg var simpelthen så bange for at komme til at udstille mig selv og min familie! Men også fordi, man er bange for ikke at blive hørt (følelsen, som "0 kommentarer" giver os, kender vi nok alle - og den gør vel mest ondt, hvis indlægget har stor personlig betydning for en?) Og måske også bange for ikke at blive forstået.

Blogland tog godt imod mig, og alle mine bange anelser blev gjort til skamme. Jeg var ikke fortsat, hvis det ikke havde været for jer bloggere samt jer læsere. Blogland er for mig et trygt sted, hvor jeg kan møde ligesindede og dele ud af mine interesser. Via jeres kommentarer samt - for  I bloggeres  vedkommende - inspirerende indlæg giver I mig så meget igen.

Tusind tak fordi I læser med. Og tusind tak for jeres altid så positive kommentarer. I giver mig bekræftelse og mod på at fortsætte. Så jeg tager gerne et år mere! :-)