Min morfar

I aftes døde min morfar. Han sov stille ind uden dramatik. De sidste uger er det gået stærkt ned ad bakke, og de seneste dage har familien på skift været hos ham og min mormor. I går formiddags var jeg der sammen med min mor og søster, og da var der ikke tegn på, at han ville dø samme dag. Men om aftenen sov han stille ind. 

I dag sidder jeg tilbage med en blanding af lettelse, taknemmelighed og sorg. Lettelse over han ikke har været igennem et langt, smertefuldt sygdomsforløb. Taknemmelighed - dyb dyb taknemmelighed - for alle de gode minder jeg har sammen med ham. Men også stor taknemmelighed for, at jeg nåede at sige farvel til ham i går. Og sorg - en næsten altoverskyggende sorg - over at have mistet ham og især over, at min mormor nu er alene. Jeg dur ikke til at miste - men hvem gør egentlig det?

Minderne står lysende klart. Jeg er så heldig, at jeg er opvokset få kilometer fra min mormor og morfar. De bor stadig på slægtsgården; et paradis af format med en stor eventyrlig have, som jeg har leget mange mange timer i. Da jeg var lille, blev jeg passet af dem hver dag. Min morfar kørte mig rundt i trillebøren, når kaninerne og hønsene skulle fodres. Til fastelavn lavede han de smukkeste fastelavnsris til os børnebørn, og til jul fine kræmmerhuse med småkager og slik i. Det er fra min morfar, at jeg har min store interesse for antik julepynt; min morfar lavede selv pynten og hans træ var altid det smukkeste træ, syntes vi børnebørn. Næsten alle mine juleaftner har jeg holdt i deres stuer. Og det mest fantastiske er, at min morfar altid har holdt jul på slægtsgården - hver eneste jul i sit lange lange liv - bortset fra en gang på sygehuset og en gang hos mine forældre. Det er der, han blev født - og der, han nu er død.

Altid har slægtsgården og min mormor og morfar været samlingsstedet for min store familie. Det ændrer sig nu, og en æra er dermed forbi. At det tidspunkt ville komme har vi jo vist længe, men måske ikke helt accepteret. Det er svært, synes jeg. Døden er en uomtvistelig del af livet, men nej hvor er det svært at acceptere den. 

Billederne her er sådan, jeg husker min morfar. De er fra sensommeren 2006 og viser mange af de værdier, der ligger hos ham: Den store, smukke have med et hav af blomster. Drivhuset med solmodne tomater og mørkeblå vindruer. Det store, men meget hyggelige hus og sommereftermiddagene på den solfyldte terasse. Rideturene på vores heste hen til morfar og mormor, og udsigten ud over markerne. Ja, og æblerne fra den lille frugtplantage - der var altid æbler i lange baner. 

Det er så svært at acceptere, at alt dette er væk nu. At det nu er en svunden tid. Og jeg tror måske, vi alle havde fået en følelse af, at min morfar var udødelig. For han har altid været stærk og frisk - fysisk og mentalt. Men han fik et langt og godt liv, og det er det, vi skal holde fast i. På søndag ville han være blevet 100 år.

Der vil blive stille på bloggen de kommende dage og min giveaway må ligeledes vente lidt med at blive udtrukket.