onsdag den 1. februar 2012

Patchwork-babytæppe - DIY


Som lovet kommer her en diy på mine baby-patchworktæpper. 

Der er rigtig mange fremgangsmåder og gode diys i Blogland. Se bla. Mettes her og Lines her.
Min metode er lidt anderledes - hvilken fremgangsmåde man vælger er smag og behag.

Tæppet syr jeg i retrostoffer, men alle bomuldsstoffer kan selvfølgelig benyttes. Dette tæppes kanter er overlocket - senere vil jeg vise, hvordan jeg syr kantbånd på.  

Målene på babytæppet er ca. 72,5 cm x 102,5 cm - dvs. lidt større end en babydyne. 




Du skal bruge:

Bomuldsstoffer til forside
Fleece eller pladevat, hvis du gerne vil have mellemfoer
Bagside - isoli, blødt bomuld, frotté, fleece el. lign.
Sytråd

Ang. mellemfoer og bagsidestof: Vælg stof alt efter, hvor tykt du ønsker tæppet. Pladevat gør tæppet mere stift end fleece. Ønskes et sommertæppe, er et tæppe med isoli som bagside og uden mellemfoer en god løsning.

Klip en firkant på præcis 16,5 x 16,5 cm i karton. Vær præcis - dette er nemlig din skabelon.
"Hemmeligheden" bag et pænt patchworktæppe er præcision. 

Til et babytæppe skal du bruge 5 x 7 firkanter - dvs. 35 i alt.
Hvis du gerne vil lave et sengetæppe til en babyseng, er 6 x 9 firkanter en mulighed.

Følg fremgangsmåden herunder:

Udvælg dine stoffer til forsiden ved at lægge dem op sammen. Så får du en fornemmelse af, hvordan de kommer til at virke sammen. Vælg farver alt efter smag og behag. Nogle kan godt lide de multifarvede patchworktæpper, andre synes, at få farver er bedre. Jeg synes, jeg får de smukkeste tæpper ved at holde mig til 2, max 3 farver. Jeg vælger farver, der ikke er for tæt på hinanden - fx brun/grøn, blå/brun, lilla/gul. Min oplevelse er også, at tæppet kan blive rodet, hvis jeg bruger for mange forskellige stoffer - så jeg plejer at bruge max 7-8 stoffer i 2-3 farver. Tænk også i stoffets mønstre - jeg synes det er pænest, hvis alle stofferne fx ikke er blomstrede. Men det er som sagt smag og behag - her er vi heldigvis forskellige! 

Læg din skabelon på stoffet og brug en kuglepen til at tegne præcis efter den. Der er sømrum i skabelonen, så det skal du ikke lægge til. Vær præcis med dine streger. Stryg stoffet først, hvis det er krøllet. Er det meget tyndt, så stryg først vliseline bag på det.
Klip 35 firkanter. Vær igen præcis, når du klipper stoffet. (Nogle river det, andre skærer det - jeg synes det er nemmest at klippe, men det er smag og behag).


Nu begynder puslespillet, og det er her, det bliver sjovt! :-) Der skal være 5 firkanter vandret og 7 firkanter lodret. Det er lidt af en kunst at få lagt et patchworktæppe op, for det må hverken være for planlagt eller for tilfældigt, synes jeg. Jeg prøver mig frem, og når jeg synes, jeg har fået det til at gå op, tager jeg et grundigt blik på tæppet og koncentrerer mig om én stoffarve ad gangen. Lægger den ligeligt fordelt, eller "vælter" tæppet? Fx nytter det ikke noget, hvis alle elefanterne fx er i den ene side af tæppet. 

Når du er tilfreds, kan du samle dine 7 vandrette rækker. Tag en række ad gangen og lad firkant nr. 1 være øverst. Derefter firkant nr. 2 osv. Sæt de 5 firkanter sammen med en nål og læg bunkerne oven på hinanden. Den øverste bunke er den første række.

Nu kan du begynde at sy dine rækker sammen. Jeg syr dem sammen vandret først. Start med din første bunke. Læg firkant nr 1 sammen med firkant nr 2 og sy dem sammen ret mod ret med 1 cm sømrum. Vær præcis med din syning. 

Sy derefter firkant nr 3 på firkant nr 2 - og fortsæt, til du har en hel række.

Til sidst har du syet alle dine firkanter samme til 7 vandrette rækker. 

Stryg nu sømrummene fra hinanden. 

Så ser det sådan ud.

Så skal de vandrette rækker sættes sammen. Læg række 1 sammen med række 2 - ret mod ret. Sørg for, at syningerne rammer hinanden præcist. Hvis du har været omhyggelig med klipning af firkanterne samt sammensyningen af firkanterne, bliver dette ikke er problem. Hvis du ikke har, så forsøg alligevel at få syningerne til at ramme hinanden ved at strække stoffet lidt. 

Jeg sætter to nåle ved syningerne samt en nål i midten af firkanten. Se nålenes placering på billedet. 

Sy nu række 1 sammen med række 2 og derefter række 2 sammen med række 3 osv.

Når alle rækker er syet sammen, stryges sømrummene fra hinanden, og tæppet stryges grundigt. 

Læg nu tæppet på bagsidestoffet. Hvis der skal mellemfoer i, skal dette selvfølgelig placeres mellem bagsidestoffet og forsiden. Jo flere lag, jo sværere bliver det at quilte efterfølgende. Alle lag skal ligge helt glat. Dette er vigtigt, da der ellers vil komme "buler" i stoffet.
Lad bagsidestof og mellemfoer være større end forsiden - det klipper du til, når tæppet er quiltet.
Nål nu lagene sammen. Brug rigeligt med nåle, som du så fjerner undervejs, når du quilter. Vær obs på, at syningerne ligger lige, inden du nåler tæppet sammen. Tæppet vil gerne rykke sig. 

Rul nu tæppet forsigtigt sammen, så den første lodrette række er syning.

Nu skal tæppet quiltes. Jeg quilter det lodret og ikke vandret. Jeg syr heller ikke i midten af syningen, da jeg ikke synes, at dette bliver pænt. Til gengæld syr jeg et par millimeter fra syningen.
Vær obs på, at bagsidestof og mellemfoer er helt glat, så der ikke opstår buler. Tag en række ad gangen - rul tæppet ud og fjern nåle undervejs. 

Med en kontrasttråd kan dette blive rigtig fint.

Til sidst overlocker jeg kanten med kontrasttråd. Det giver en flot og luftig afslutning, synes jeg. Hvis du ikke har en overlocker, kan kanten klippes til og zigzagges. Du kan også sy skråbånd på.  

Og her er så det færdige resultat:-)

Rigtig god fornøjelse!

21 kommentarer:

  1. Wee denne DIY har jeg ventet på.... Jeg elsker dine tæpper...

    Har du lavet sengetøj på denne måde før???
    Og kan du evt hive nogle tips til mål osv...

    Nu ved jeg i hvert fald hvad jeg skal Lave... Tak Anna...
    Og tak for en lækker blog....

    SvarSlet
  2. nøj - jeg mangler helt ord! ENDELIG en komplet DIY fra klipning til beskrivelse af quiltning og afslutning! jeg er simpelthen så glad og taknemmelig. tusind tak for en super fin og letforståelig DIY;)

    SvarSlet
  3. Lækkert! Nøjagtig sådan jeg gør med mine fleecetæpper - bare med kantbånd.. Men nu skal det der quiltning afprøves;)
    Tak fordi du deler;)
    Kh Anne

    SvarSlet
  4. Fantastisk beskrivelse!
    Nu tror jeg også at jeg vil igang :-)
    Tak for det !!!!

    SvarSlet
  5. Endnu en fantastisk diy fra dig, den er forståelig og godt illustreret.
    Tæppet blev rigtig flot elsker farvecomboen:0)

    SvarSlet
  6. Eiiii hvor må jeg altså bare tage hatten af for dit fine arbejde og dine gode DIYs. Knus Maria

    SvarSlet
  7. ...og jeg som troede at jeg havde syet mit sidste tæppe :)
    Nu bli´r jeg nød til at i gang igen *griner* bare så typisk!
    Flot arbejde som altid.

    SvarSlet
  8. Hvis bare jeg havde stoffet til det, så gik jeg i gang, for nu har jeg mod på det - trods præcision ikke er mit mellemnavn :P

    SvarSlet
  9. Smukt! Nu ved jeg i hvert fald, hvad min næste barselsgave skal blive! Virkelig godt beskrevet og illusteret :-).

    Til dianamyjak - jeg har lavet sengetøj til junior og brugte målet 20x20 cm inkl sømrum. Det passer fint. Og 5x7 firkanter.

    SvarSlet
  10. Jeg har fulgt din skønne DIY, og her er resultatet http://www.primulavej.blogspot.com/2012/02/frdigt-babytppe.html
    Jeg har fået så meget mod på at sy patchworktæpper, at jeg nu også er igang med et tæppe til min datters juniorseng. Tak for den fine DIY!

    SvarSlet
  11. Jeg har brugt noget af din DIY - især med syning ;-) Dog er det ikke et babytæppe, for mine er store nu, så jeg lavede et slumretæppe istedet.

    Det færdige resultat er her http://denandenungdom.blogspot.com/2012/03/en-hygge-dag-pa-sofaen.html

    Tak for DIY

    SvarSlet
  12. Det skal bestemt afprøves! Går bare og venter på at fragtmanden skal komme med min helt nye Bernina 350! Forventningens glæde vil ingen ende tage

    SvarSlet
  13. Jeg har lige syet mit første tæppe efter din DIY - fantastisk! Nem at forstå og hvis man følger den lykkes det bare... Tak!

    SvarSlet
  14. Denne DIY fik mig til at springe ud i mit første patchwork projekt og hvor bliver det bare ikk sidste gang. Godt nok kan man godt se det er mit det første meeeeen man kan vel altid blive bedre.

    Lige et andet spørgsmål, hvor kan man dog få fat på de skønne grønne elefanter, for er helt forelsket i dem i grøn.

    SvarSlet
  15. Fantastisk - Nu blev min dag ENDNU bedre og venter bare på de sidste lapper, så skal der syes efter denne fantastiske DIY

    SvarSlet
  16. Hej Anna.Mange Tak for den dejlige DIY. Har kastet mig i et lille projekt til en babytæppe :) Nu skal jeg bare finde en DIY til at lave en pæn kant. HAr tænkte mig at klippe at større understykke og lægge den pænt på overstykke men jeg skal lige finde ud af hvordan :)

    SvarSlet
  17. Offset schooling will help you bolster forearm and wrist
    muscle tissue, something that common dumbbells usually are not created to accomplish.


    Also visit my web page - best adjustable dumbbells

    SvarSlet
  18. In its place of drinking the tea, you can also consider 500mg of eco-friendly tea extract (standardized
    for EGCG) as soon as each day.

    Review my web-site ... bowflex selecttech 552 dumbbells sale

    SvarSlet
  19. So having the top devices and coaching inconsistently won't ever match the general performance of a lesser superior residence health club that is definitely made use of on the normal basis.

    Feel free to visit my web-site - Http://Www.Getfitnstrong.Com

    SvarSlet
  20. Har lige syet tæppe til vores nyfødte søns tremmeseng efter din vejledning og det blev super flot, jeg er sikker på at vores lille Laurits vil have stor glæde af det. Tak for god vejledning og blog. Anne Pipper

    SvarSlet
  21. Hej Anna, Tusind tak for en fantastisk DIY som jeg netop har henvist til i en kommentar på min blog. Jeg har lært at sætte pris på strygejernet efter at have oplevet de gode resultater, så TAK for det :-)
    Jeg har brugt din DIY til mit første patchworktæppe og taget fremgangsmåden til mig, og jeg kan faktisk ikke huske om jeg skrev en mail til dig dengang - men her er i hvert fald linket:
    http://madebymadvig.blogspot.dk/2013/07/patchworktppe.html
    Mange hilsner,
    Mette

    SvarSlet