tirsdag den 7. august 2012

Afsked

Sidst på eftermiddagen tog Jonas, Lara og jeg hjem til mine bedsteforældres gård. Vi har ikke været der siden indlægget her. Huset har siden min morfars død i februar stået tomt, da min mormor kunne ikke klare sig alene i huset og måtte på plejehjem. 

Og for et par måneder siden blev hele gården med jord, skov og eng så sat til salg. Tre dage efter blev det solgt til en landmand, som bor på egnen. Hans søn skal efter sigende overtage stedet. Den 1. september er gården ikke mere i familiens eje. 

Jonas og jeg ville gerne købe gården, men pengene rakte ikke til det. I bund og grund var jeg lettet over det, for jeg var i tvivl om, hvorvidt stedet økonomisk og arbejdsmæssigt ville tage livet af os. Jeg er dog slet ikke i tivl om, at det kunne have været vores paradis. Men jeg havde svært ved at adskille fornuft og følelse i det, for der er rigtig mange følelser forbundet med det sted, og vi var de eneste i familien, som havde lyst til at prøve kræfter med det.

Og det er et særligt sted. Min morfar var 4. generation på gården, som har været i familiens eje, siden min tiptipoldefar (så vidt jeg ved) købte det fri af Kalø Gods - dengang var det en fæstegård. 

Og nu skal vi tage afsked. Meget hurtigere end vi havde regnet med. For mig er det rigtig, rigtig svært. For det er mit andet barndomshjem, og selvom jeg ikke kommer der hver dag mere, har jeg svært ved at skulle undvære det. 

Minderne er mange og helt fantastiske. Huset har de samme dufte. Haven er stadig utrolig smuk og eventyragtig. Jeg ved, at min morfar ville korse sig, hvis han så den nu, som den fremstår tilgroet og uplejet. I hans velmagtsdage var den et farveorgie af blomster, og ukrudtet blev holdt nede. Nu har snerlerne fået magten, og træerne vokser bogstaveligt talt ind i himlen - men for mig gør det ikke noget, for det Tornerose-agtige og eventyrlige præg, haven således får, synes jeg er meget meget smukt. 

For mig er og bliver dette jordens Paradis. 

Men afsked skal der tages. Og videre må vi komme. På mandag overtager vi nøglerne til det hus, som forhåbentligt bliver vores paradis. Men i dag vil jeg have lov til at mindes og være ked af det. 

Billederne herunder er uredigerede snapshots uden en særlig rækkefølge  - som minder ofte er. 


Min mormors bagebog. Hun var fantastisk til at bage kager, og som så mange andre husmødre samlede hun sine opskrifter i en bog. Har hun ikke en smuk håndskrift?

Tapetet i køkkenet. Det har jeg altid synes så godt om.

Udsigten fra køkkenvinduet. I køkkenet opholdt jeg mig meget som barn. Jeg hjalp mormor med at sylte, bage og lave mad. Det må bestemt også være det rum, hun har opholdt sig allermest i.

Døren i entreen, som fører ind til køkkenet. Hvordan i alverden kan jeg komme til at savne den? Det ved jeg ikke helt, men jeg ved, at jeg kommer til at savne den. Bag den var varmen, og bag den har jeg mødt mine bedsteforældre et utal af gange, når de sad ved køkkenbordet. 

Gårdspladsen. Jeg husker en vinter, hvor der var så meget sne, at min morfar byggede en slædekarrusel i midten. Det vakte stor glæde hos alle os børnebørn. 


Æbletræet i haven. Det træ, som hver sommer gav spandevis af sommeræbler. Nu er det, som så meget andet ved gården, ved at have udtjent sin pligt.



Døren ind til min morfars drivhus. Klematisserne havde han mange af, og de er stadig smukke. 

Magnoliaen har bredt sig meget. 

Den gamle vin i drivhuset giver stadig mange vindruer. Disse når dog ikke at modne, inden vi mister stedet. Og det er underligt at tænke på, at andre nu skal spise dem. 

Et par store valmuer, som har forvildet sig ind i drivhuset. Dem havde morfar mange af, og de var altid meget smukke.

Ferskner fra ferskentræet i drivhuset. Jeg husker, at han plejede træet som var det et lille barn - og ferskenerne skulle spises ved en særlig lejlighed. Disse ferskner ville han have været stolt af.



Terassen er, trods dens forfald, stadig noget meget særligt for mig.



En af mine morfars "opsatser", som stadig står der. Snerlerne har ikke kvalt klematisen endnu.



Lara leger ubekymret i haven.



Det grønne mos ved laden har en utrolig smuk farve i aftensolen.

Udsigten til marken, som også tilhører gården. I skellet stod bikuberne. Og her rodede min morfar ofte i den store køkkenhave, når vi kom på besøg. Denne udsigt vil jeg aldrig glemme.


Gården set fra marken. 

Frugthaven med et væld af æble-, pære-, kirsebær og blommetræer. Jonas og jeg talte blommetræerne på grunden for et par år siden. Der var 16. 




Snerlerne har overtaget haven, men der er nu så smukt alligevel - og meget eventyragtigt. 





Kostalden. På denne væg ordnende min morfar sine garn, når han havde været ude og fiske. Jeg husker stadig krabberne og duften af saltvand, når nettet tørrede i solen. 

Det store kastanjetræ, som er over 100 år gammelt. I det legede vi børnebørn, og her var også en lille hule - om det var min morfar eller min mor og hendes søskende, der havde bygget den, det ved jeg ikke.

Brombærbuskene på den gamle svinestalds side.


Det gamle komfur, som aldrig blev fjernet fra huset, heller ikke da min mormor fik nyt køkken. Er det ikke fantastisk?

31 kommentarer:

  1. Åh, altså Anna. Jeg er ikke god til at kommentere på dine indlæg, men læser dagligt med.

    Dette indlæg fik virkelig tårene til at trille. Kærligheden emmer ud af billederne og magien du beskriver, minder mig om min elskede farmor, som desværre heller ikke er hos os længere.
    Jeg er ked af, at I ikke kunne beholde gården. Men minderne er der aldrig nogen der kan tage fra dig.
    Hilsen Line.

    SvarSlet
  2. det er så svært at tage afsked, når noget har været godt, rart og trygt. Fyldt med gode minder. Det er et kapitel, der slutter. Jeg håber, at det nye I starter bliver lige så godt og rart, og som jeres børnebørn også vil mindes med glæde om mange mange år.
    kh viola

    SvarSlet
  3. Sikke en smuk og fantastisk rejse med dig tilbage i barndommens vidunderlige minder. Du er heldig at have så gode minder at tænke tilbage på - det er ikke alle forundt. Så hold fast i dem, minderne, når du siger farvel. I hjertet evigt gemt.

    Kh Maria

    SvarSlet
  4. Fantastiske billeder fra en svunden tid - kærligheden til din mormor og morfar, udeliv, bestemte dufte og frem for alt nærvær. Jeg havde også en fantastisk opvækst med mange lignende oplevelser. Dyrebare minder og godt. At tænke på senere. Min mormor døde desværre alt for tidligt og min morfar elskede hende resten af sit liv. Han døde på samme dato, indenfor samme kvarter bare 19 år senere. Der er nogle gange mere mellem himmel og jord :o)

    SvarSlet
  5. hold nu op et smukt sted kan godt forstå du har det sådan det er heller ikke nemt at skulle sige farvel til når det har været der altid for en :) smukt sted !

    SvarSlet
  6. Sikke et rørende men meget dejlig indlæg.
    Minderne er der ingen der kan tage fra os (0:

    SvarSlet
  7. Sikke et dejligt sted. Dejligt I nu har fået jeres eget, og så ved du jo om nogen, hvordan man skaber dejlige minder i barndommen :)

    SvarSlet
  8. Jeg bliver også helt rørt af at læse dine minder om gården - kan slet ikke sætte mig ind i hvor svært det må være for dig at sige farvel til gården. Men varme tanker herfra.

    SvarSlet
  9. Kære Anna.
    Vi gjorde det samme i går.
    Kørte forbi min farmor og farfars hus. Det er et år siden min farmor døde og jeg savner hende sådan. Der bor jo allerede nogen "nye" i huset, så vi måtte nøjes med at køre forbi og strække hals. Øv...

    Det er nogle smukke, smukke billeder du har taget. Dejligt at du har fået taget afsked med stedet. Har fået indfanget minderne. Det har jeg ikke. Gid jeg havde. Det kommer aldrig igen.

    Kh maj

    SvarSlet
  10. Åh Anna din stakkel jeg forstår godt du går rundt og er lidt ked, for det er godtnok en svær afsked, men husk at holde godt fast på dine minder. Men nu hvor i får jeres eget paradis, var det måske vær at overveje at samle lidt minder fra haven. i kan jo samle frø fra blomster eller grave nogle planter op. I kan også tage podekiste fra frugt træerne hvis i har nogle ynglings træer, det gør man godtnok først sidst på vinteren, men hvis i laver en aftale må i sikkert godt komme tilbage og klippe nogle grene, (sig endelig til hvis i skal have hjælp til at lave nogle træer) Alt det kan jo være en hjælp til at holde fast i minderne.

    SvarSlet
  11. hej Anna + familie
    jeg synes I skal grave stauder op, og flytte til jeres nye have - det vil da give en fantastisk kontinuitet!
    I kan sagtens gøre det nu, sådan rent årstidsmæssigt, selvom det er nemmest udenfor vækstsæsonen hvor de overjordiske dele er visnet ned. I skal bare klippe planterne ned til 5 - 10 cm over jorden, og få så meget rod og jord med som muligt :-)
    Sæt klumperne i åbne plasticposer udendørs, og vand dem indtil I får tid til at plante dem ;-)
    Jeg kan se fine hosta, astilbe, storkenæb, juleroser, floks, dagliljer, høstanemoner, hjortetrøst og ikke mindst en kæmpe akanthus! :-)))
    ...og den lille gule lærkespore ved porten mellem gården og haven, som sår sig selv...

    SvarSlet
  12. Kære Anna,
    sikke et fantastisk sted - og så fuldt af minder. Det er virkelig et smukt sted! Gode minder må det være at have med sig :) Det var en helt fantastisk stemningsfuld rundvisning! Godt at du har billederne og minderne. Dem kan du jo give videre selv uden stedet :) Historierne vil Lara elske at høre!

    Men jeg må også sige at bare plænen jo ser helt enorm ud og at sætte huset i stand og vedligeholde det må være en stor udgift både i tid og penge... Så jeg tror det er godt at I skaber Jeres eget "lille" paradis, selvom det nu også ser ret stort ud :)

    Ønsker for dig at du kan glædes ved minderne fremover uden at blive for trist over at det ikke er i familien mere. Men det er selvfølgelig okay at være trist nu :S

    Glæder mig til at se Jeres nye sted. Og elsker i øvrigt de lidt uplejede havebilleder - for mig er det ren magi fordi man mærker tiden... Jeg er ikke til velfriserede haver ;)

    Kh. Mirjam

    SvarSlet
  13. Tak for en dejlig, men vemodig rejse ned ad din Memory Lane. Jeg kan godt sætte mig ind i, hvor svært det må være at overgive sådan et paradis til nogle "fremmede". Jeg synes der er rigtig smurt, men det er sørme også et stort sted. Mon ikke du og din Jonas har truffet det rigtige valg!
    Iøvrigt er jeg vild med det lyserøde blomstrede tapet. Min søde nabo i sommerhuset, Gerda, har det samme tapet. Også i sit køkken. Hun har sat sit op sidst i 70'erne. Det er bare så fint.
    Håber de nye ejere vil tage sig godt af dit barndomsparadis. Det er synd, hvis stedet står og forfalder - Tornerosestemning eller ej :-)
    Kate

    SvarSlet
  14. Flot afsked I har taget - stemningsfulde billeder. Mange af billederne minder mig om min mormors barndomsgård. Mangler bare det gamle gyngestativ med solbær og ribsbuskene omkring.
    Ærgerligt at I ikke kunne overtage, men synes nu også jeres sted er smukt og måske mere overkommelig mht. vedligeholdelse. Det er også et stort ansvar at overtage familiegården da forandringer kan gøre ondt på familiemedlemmer pga. de mange minder. Jeg tror I gør det rigtige ;o).

    ...og hvor ville jeg da ønske jeg/vi havde evnerne til at kopiere det fine gamle drivhus. Normalt er jeg slet ikke til drivhuse, men hvor har det gamle i træ noget helt særligt!

    Flot indlæg, jeg er sikker på ville have glædet din morfar at læse/se.

    SvarSlet
  15. Det ER paradis på jorden - selvom jeg ingen forbindelse har til gården, kan jeg sagtens fornemme, hvor skønt det må have været at besøge gården og alle de oplevelser du og din familie har haft der. Jeg kan godt forstå du har svært ved at sige farvel til det - det er nogle skønne billeder du har taget :) Jeg håber den nye ejer ikke ændre for meget udvendigt, selvom at han er i sin gode ret til det. Det ser så hyggeligt ud.

    SvarSlet
  16. Kære Anna. Sikke et smukt indlæg, som efterlader mig med en stor klump i halsen og hulrum i maven.... Jeg tør slet ikke tænke hvordan du føler det....

    Det må være så hårdt at sige farvel til så skønt et sted...

    Jeg håber håber de nye ejere vil værne om stedet, passe på det og skabe nye historier og traditioner. Det fortjener stedet og din kære familie.

    SvarSlet
  17. Åh, jeg ved lige, hvad det er, du føler! Og det med køkkendøren er jeg også helt med på.
    Om morgenen, når jeg stod op, vidste jeg, at jeg kunne finde min mormor bag den gamle, ikke særligt smukke, køkkendør. I køkkenet hvor der var liv, varme, kram og havregrød. :)

    Det må være meget svært, at gården er solgt, men du glemmer intet. Du vil kunne huske lugten, hvor gulvet knirkede og så videre. Men billeder er en god hjælp, og dette indlæg vil du nok glæde dig over at have lavet i fremtiden.

    SvarSlet
  18. Puha jeg blev rørt af at læse dit indlæg. Det er altid sørgeligt at tage afsked. Jeg kom sådan til at tænke på mine gamle forældre og deres skønne hus og have, som jeg om lidt skal vies i. Jeg har en drøm om at vi engang overtage det sted, men lige nu kan jeg næsten ikke holde tanken ud for det er jo når de er væk. Men som du så smukt skriver så er der en masse minder som du har med dig fra dine bedsteforældres sted, men I skal til at lave jeres egne minder på jeres nye skønne sted. Smukt smukt indlæg og dejligt du delte ud. Det satte lige nogle tanker i gang hos mig!

    SvarSlet
  19. En flott gård og mange fine minner.Jeg skjønner godt hva du føler. Min bestemor er 95 år og flyttet på pleiehjem. Huset hennes som jeg har gått ut og inn av gjennom hele oppveksten skal nå selges. Det er også der en flott have med frukttrær og bærbusker som jeg har kost meg med så mange ganger. Det er så vemodig, men ikke til å unngå. Du har tatt mange fine bilder. Det var en god ide´. Det vil jeg også gjøre før det blir solgt.
    :)

    SvarSlet
  20. Det må være specielt at have sine bedsteforældre så langt med sig ind i livet, at de endda når at se dine egne børn (barn). Specielt og dejligt.
    Jeg husker nærmest kun min mormor, som døde for godt 7 år siden, 92 år gammel. Mine andre bedsteforældre er tågede erindringer, blandet med dufte og lyde. Kan f.eks. svagt huske at jeg besøgte min morfar (har vel været 4 år), og da han sagde 'Hej lille Kia', trykkede han sin kind mod min og jeg kunne mærke de små skægstubbe kradse på kinden :) Og det er det eneste jeg husker af ham..
    Kan dog, af en eller anden grund, også huske deres hus i Vejle. Jeg synes det var SÅ stort og kan tydeligt huske rummenes fordeling, den store kælder og duften. Af en eller anden grund printer det sig mest fast, så kan godt forstå hvorfor det må være svært for dig at tage afsked med et kæmpe minde, der strækker sig helt tilbage til barndommen. Et hus. Eller rettere... et sted med minder.
    Jeg håber du får en god afsked, som for det meste kun er sørgelig, når der har været rigtig gode stunder :)
    Nyd jeres nye hus, som, hvem ved, kommer til at give jeres børnebørn en masse dejlige minder!

    Kh

    SvarSlet
  21. Kære Anna

    Jeg tror vi alle kan mærke, dufte og fornemme stedet med alle disse fantastiske billeder og beskrivelser. Men minderne - det er dine - og dem skal du gemme et helt særligt sted derinde i hjertet, hvor de altid vil levere smil og våde øjenkroge, når de dukker op. Sorg og glæde går hånd i hånd i sådanne situationer - sorgen ved at miste og glæden ved at huske.

    Og jeg er sikker på, at mange af dine minder vil blive genskabt i dit eget nye paradis - i din version - og til glæde for Lara og hendes børn, når den tid kommer om mange år :-)

    Tak for kigget og en del af din historie.

    Kh. Mette

    SvarSlet
  22. Hold da op et sted! Når du fortæller om det, kan man levende fornemme ånden der hersker der. Varmen og kærligheden. Kan godt forstå det er sørgmodigt at sige farvel.
    Kh Ulla.

    Ps. Er helt vild med din morfars gamle drivhus med mørnede trærammer.

    SvarSlet
  23. Hvor ser det dejligt ud, det der hus og den gård, og hvor beskriver du smukt alle dine minder fra stedet. Min mormor döde denne vinter, og snart vil hendes hus og sommerhus blive sat til salg, og selvom mit fornuft siger at det er det eneste rigtige (ingen har råd at köbe sommerhuset) så föle det alligevel som et tab af noget der har väret centralt for mig siden barndommen. God ide at tage alle de der billeder, og skrive om din minder som du gör i denne blog - det tror jeg jeg også gerne vil göre, så jeg måske nogen gang kan forklare for mine börn hvad det der sted betöd og hvise dem hvor deres mor, mormor og bedstemor legede når de var lille.
    Tak for dit indläg, og held og lykke med det nye hus

    SvarSlet
  24. Jeg ved hvad du snakker om. Da min mormor døde, var jeg så heldig at overtage hendes lejlighed. Jeg flyttede ind, og var med til at modernisere lejligheden, så den kom op to date mens den, for mig i hvert fald, beholdt den charme og sjæl, som den havde mens min mormor boede der. Jeg fik lidt over 2 år i lejligheden, før jeg flyttede derfra. Ve-modet var på det tidspunkt ikke så stort, da jeg følte at jeg så havde "suget" alle minderne til mig.
    Jeg syntes dine billeder og rørende fortælling siger det hele - giv dig tid til at mindes. Og med tiden vil også dit fine nye hus danne ramme om en masse minder.

    SvarSlet
  25. TUSIND TAK for alle jeres lange og rørende kommentarer - det er simpelthen så dejligt, at I giver jer tid til at svare mig. Jeg har læst hver eneste meget nøje, og det er noget særligt at læse jeres minder fra jeres bedsteforældre. Og ja, minderne har vi altid i os.

    Endnu en gang: Tusind tak - jeres kommentarer betyder meget for mig.

    Kærlig hilsen
    Anna

    SvarSlet
  26. Kære Anna :)
    Sådan en fint og rørende indlæg, jeg kan sagtens føle dine tanker. Da min mormor døde for nogle måneder siden havde jeg også rigtig svært ved at skille mig af med noget - ville næsten tage det hele med som mindede mig om hende - så det tog lidt tid at skille det vigtigste fra og sortere i det. Så jeg kan sagtens forstå at i havde i tankene at købe gården, men det er jo et kæmpe projekt og heller ikke sjovt at køre død i, så bliver man nok også ked af det. Jeg tror det er godt at skabe sit eget, som jo også består af ens fortid og minder for de har jo skabt os. Men jeg synes helt sikkert du skal finde ud af om du må tage blomster eller stiklinger osv med og så plante i jeres nye hus - det ville da være smukt at føre haven lidt med sig. Tillykke med huset forøvrigt, det fik jeg vist ik skrevet dengang, glæder mig til at følge jeres hjem.
    Kh Mette

    SvarSlet
  27. Smukt og rørende, græder lidt, for jeg ved, hvordan det er tage afsked. Kan sagtens forestille mig det liv, der har været og hvor stolt din morfar ville have været over fersknerne af i dag. Ville ønske, man nogle gange kunne skrue tiden tilbage bare for en stund. Mange hilsner Gitte

    SvarSlet
  28. Vilken härlig gård! Glad för din skull att du fått uppleva tid där med din mormor och morfar.
    Lider med dig för avsked är aldrig roligt...kramar jenny

    SvarSlet
  29. Åh nej, nu maler de måske din mormors tapet over... kan du ikke få love at dampe et stykke af måske? Til minde om...
    : )

    SvarSlet
  30. Kære Anna
    Jeg har over en tid læst med på din blog - du er et inspirende menneske at følge fra sidelinjen. Tak, for at du inviterer indenfor. Jeg kommenterer ikke normalt, men du rører mig i en sådan grad, at jeg er nødt til t finde tasterne. Din kærlighed til dine bedsteforældre er vidunderlig og kærligheden til det sted, I har haft sammen er enorme, det fortæller du så smukt gennem dine ord og billeder. Jeg er selv i den meget lykkelige situation, at have tre af mine bedsteforældre endnu - og ligesom du, elsker jeg dem til månen og tilbage igen... Jeg tror jeg forstår, man skal efter min bedste overbevisning altid passe på med at tro, man forstår andre... - men jeg tror alligevel, jeg kan sætte mig ind i den længsel, du oplever til din morfar og nu også til det sted I har haft sammen. Jeg håber, du med tiden finder ro i, at andre nu skriver deres historie, med det sted du har haft med dine bedsteforældre. Din historie kan inden tage fra dig - pas godt på den :) Det er et vidundeligt sted I har haft - sikke et paradis, men mon ikke morfar følger dig i det nye paradis du sammen med din lille familie skal til at skrive en historie i, det tror jeg. Jeg ønsker dig alt det bedste - med på sigt at komme dig over tabet - De kærligste tanker Kristina

    SvarSlet