torsdag den 30. august 2012

Den sidste buket





I dag var det sidste chance for at besøge mine bedsteforældres gård, som er blevet solgt. Jeg tog derfor alene derhen for at tage afsked med det sted, som jeg nok godt kan kalde for mit andet barndomshjem. For mig at se er det et paradis, og det er fyldt med så mange fantastiske minder, at det er rigtig rigtig svært for mig at tage afsked. Ja, alt det har jeg skrevet om tidligere, og jeg skal ikke trætte jer med det igen.  

Jeg kom, efter regnen var holdt op og solen brudt frem, og jeg kunne få lov til at gå rundt i den store eventyrhave og snuse sensommerduftene ind. Jeg var i det gamle drivhus for at plukke blå vindruer for sidste gang, og jeg plukkede en buket blomster fra haven - ligeledes for allersidste gang. 

Jeg gik en tur i den store frugthave og nød udsigten ud over markerne. Hvor har jeg dog bare haft meget glæde ved det sted. 

Og for at det ikke skal være løgn, kom de nye ejere, min moster og hendes mand samt ejendomsmægleren kort tid efter, at jeg var ankommet. Overdragelsen var rykket til torsdag og ikke fredag, som ellers var aftalt. Det blev lidt akavet, for jeg var meget rørt. Men sådan var min sindsstemning, og de har nok forståelse for situationen. 

Nu er jeg hjemme igen med buketten af de skønneste sensommerblomster som et sidste aftryk fra gården - og en æra er forbi. Sørgerligt, men det kunne nok ikke have været anderledes.

Og blomsterne - de står smukke på spisebordet. Er der mon nogen, der kan fortælle mig, hvad de hedder?




15 kommentarer:

  1. Hej Anne, ja afsked kan være svært.
    Den lyserøde blomst er en høstannemone, en meget rubust staude, som er fantastisk, for den blomstrer meget længe og breder sig villigt, den findes i to højder ca 50cm og godt 100cm og så findes den høje også i hvid og den er meget smuk, du burde have dem i din nye landbohave:O)
    Jeg tror den anden hedder Heliopsis, ved ikke om det staves rigtig men det er også en meget gammel staude, jeg har dem begge to så hvis du en dag kommer forbi Høng, så kan du få et par aflæggere:O)
    Eva
    Eva

    SvarSlet
  2. Du sku ha gravet en enkelt høstanemone op, og taget ed, som minde :)
    Men jeg forstår dig godt. Min farfar døde i februar og gården blev hurtigt solgt. Et sted hvor jeg som dig, har brugt mange dejlige timer i have, hjem, stald og lade, altid lidt vemodigt at sige farvel til et af ikke kun barndommens men livets minder.

    SvarSlet
    Svar
    1. Min mor har allerede reddet sig dem, så jeg regner med at kunne få fra hende. Men ja, det bliver et godt minde i min nye have. Min morfar døde også i februar - og ja, det er gået meget hurtigt.

      Kh
      Anna

      Slet
  3. Beklager ved nærmere eftertanke er Heliopsis nok ikke rigtig, min hjerne kan simpelthen ikke lige finde navnet frem, håber en anden kan.
    Eva

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for dine kommentarer, Eva. Dejligt at vide, at de kan findes hos dig, hvis det går galt med at få en fra min mor:-) Og ja, mon ikke der er andre, der kender navnet på den orange?

      Kh
      Anna

      Slet
  4. Den rød orange hedder Solbrud - men jeg kan desværre huske den latinske betegnelse. mvh Maria

    SvarSlet
  5. Hvor er det fint og håber du får aflæggere fra haven til jeres eget nye hus. Så først nu indlæggene du linker til... meget smukt. Og trist.
    Kh Pernille

    SvarSlet
  6. Jeg tror helt sikkert, at de har forståelse for din sindsstemning, og hvis de ikke har så skidt også med det. Det er vigtigt, at gøre tingene på sin egen måde, og for dig var dette det helt rigtige. Så skidt med hvad de andre tænker.
    Jeg har lige læst det indlæg om din bedstefars død, og det rørte mig dybt. Du burde have købt gården, og ført den videre. Det er da lige noget for dig med den eventyrhave og de idylleriske omgivelser. Så kunne du have vist Lara alle de særlige steder på gården, som du har holdt af som barn.

    Ha en god aften

    Mvh Ditte

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din kommentar, ditte. Gården var desværre uden for vore økonomiske rækkevidde. Ellers havde vi skam købt den. Men 5 mio er mange penge:-) og så ville det koste omkring halvanden million at sætte istand. I dag er jeg dog lettet over, at vi ikke kunne købe, for jeg tror, at det ville komme til at fylde alt i vores liv og at vi ville knokle os selv ihjel med vedligeholdelse og istandsættelse. Så ja, det er som det skal være - det er bare sørgerligt alligevel.

      Kh
      Anna

      Slet
  7. Kære Anne

    Godt at du fik en dag for dig selv på gården. Det er rigtigt at den orange/gule hedder solbrun. Jeg har den selv i to gule nuancer i min have - og den blomstrer lige nu.

    Du må gemme alle de skønne minder i en glad skuffe i din bevidsthed.
    Kh mette

    SvarSlet
  8. Selvfølgelig solbrud :-)
    Kh mette

    SvarSlet
  9. Vil bare lige smide en kommentar, da jeg blev helt rørt over dit indlæg. Dejligt med så mange dejlige minder for dig <3

    SvarSlet
  10. Puha, jeg blev helt rørt. Jeg gruer stadig for den dag, hvor min mor sælger mit barndomshjem. Men alle de gode minder har vi jo med os trods alt. Jeg håber, at de nye ejere bliver lige så glade for huset som I har været. Og nu skal I til at opbygge et dejligt hjem til Lara og jer selv i jeres nye hus - og hvem ved, måske en dag der er børnebørn, som kommer til at se netop det hus, som deres andet hjem :-)

    SvarSlet
  11. Åh jeg er så rørt, det har jeg også været ved dine tidligere indlæg om gården. Man kan virkelig mærke hvordan du har det via måden du skriver. Mange tanker!

    Lotte

    SvarSlet
  12. Tak for jeres søde kommentarer. De betyder meget for mig.

    Kh
    Anna

    SvarSlet