onsdag den 3. oktober 2012

Al begyndelse er svær



I denne uge er Lara startet i en ny børnehave, som er tættere på vores nye hjem. Jeg har taget fri hele ugen, så vi kan give hende så god en start i den nye institution som muligt. Mandag og tirsdag har jeg således været med hende. I dag skal hun være der et par timer selv. Det hele er stadig meget nyt, og hun savner uden tvivl sin gamle børnehave. For en time siden afleverede jeg hende, og det gik heldigvis bedre, end jeg havde turdet håbe. Men hold fast, hvor skal jeg bare mande mig op, når jeg skal forlade hende, når hun ikke er helt tryg. 

Lara er en indadvendt pige, som først sprudler, når hun er helt tryg, og når hun kender de mennesker, hun er sammen med. Sådan har det altid været, også da hun var helt spæd. Jeg kunne ikke give hende til hvem som helst; at være i fremmede arme gjorde hende simpelthen utryg. Det respekterede jeg og fulgte hendes behov fremfor at udfordre hende i det. Måske skulle jeg have udfordret hende. Jeg har tit tænkt på, om det er mig, der ikke har været god nok til at give slip (om min usikkerhed som mor måske har smittet af på hende?), eller om det er sådan, hendes natur er. Måske er det en blanding - det er jo sådan noget, som man aldrig helt vil kunne finde ud af. 

Da Lara skulle starte i en integreret institution i en alder af 10 måneder, var det rigtig svært. Jeg fortrød bittert, at vi ikke havde taget den fulde barsel, og samtidig fortrød jeg, at det var mig, og ikke hendes far, som stod for indkøringen i institutionen. For det var ekstremt svært for mig at gå fra mit grædende barn, og det smittede selvfølgelig af på Lara. Situationen blev ikke bedre af, at det var en helt nyopstartet vuggestueafdeling med 10 små utrygge børn. Det endte med, at Jonas måtte tage 14 dage fri fra arbejde og stå for indkøringen, for jeg kunne simpelthen ikke.

Og jeg lovede mig selv - og vi lovede hinanden - at jeg aldrig nogensinde skulle stå for indkøring i institution igen. Både for barnets og for min skyld. Nu står jeg så her alligevel, for Jonas er lige startet i nyt arbejde, og så er det ikke så nemt at kunne afspadsere en uge. Samtidig har jeg det også sådan, at det her må jeg da kunne magte? Men følelserne fra sidste gang kommer tilbage til mig, og jeg synes ikke, det er spor nemt.

Lara blev heldigvis rigtig glad for sin gamle institution (som var integreret - derfor skulle hun kun skifte stue, da hun nåede børnehavealderen), og hun udviklede sig meget der. Fra ikke at have lyst til at være sammen med de andre børn (i starten græd hun, når de kom for tæt på), var hun til sidst blevet en del af fællesskabet og havde fået gode pige- og drengevenner, som hun legede godt med. Hun trækker sig stadig fra de helt vilde lege - men var til sidst også i gang med at udfordre sig selv her. Jeg afleverede og hentede en glad og udadvendt pige, og det har været en kæmpe lettelse for mig.

Nu føles det lidt, som om vi har trukket gulvtæppet væk under hende og banket hende tilbage. Jeg ved, at det giver mening at flytte hende, for vi kunne - og ville - ikke blive i vores lejede rækkehus i et parcelhuskvarter resten af Laras børnehave- og skoletid, og det giver god mening, at hun skal gå i børnehave med de børn, som hun også skal gå i skole med. Jeg ved også godt, at man ikke kan - eller skal - beskytte sit barn mod de svære sider af livet, men derimod hjælpe barnet igennem - så det lærer at tackle modgang også. Alt det er logik, og jeg ved det godt - men det er ikke det, jeg føler. Jeg higer efter at beskytte hende mod det svære - ingen tvivl om det. Og jeg kan have de mennesker, som siger, at en ny børnehavestart er sundt for et barn, mistænkt for bare at ville trøste forældrene. Jeg tror slet ikke, det er spor sundt, når man kun er fire år. Men det er nu engang sådan, det er - og så må vi hjælpe hende i det. Så godt som vi nu kan.

Men næste gang - med næste barn - står jeg ikke for det! Det lover jeg mig selv endnu en gang - og håber så bare på at kunne stå ved det, når den tid kommer.


  

40 kommentarer:

  1. Jeg kan følge dig i hvert et ord og jeg ved at det er det aller aller bedste at hjælpe sit barn i det man respektere følelser... Jeg har selv haft de indadvendte børn som har haft brug for mig hele vejen... Det er svært og det kan gøre ondt og engang i mellem ønsker man sig at de ville være mere udadvendte. Men at være for dem som du er er det rigtige, jeg tror ikke på at man kommer nogen vegne med at skubbe de små ud i situationer fordi "de skal lære af dem".. Det er overhovedet ikke forkert at lytte til dit barn og tage hensyn hvor man kan.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Christina

      Tak for din kommentar. Du har helt ret i, at det handler om at respektere deres følelser og den personlighed, som de nu har - og så hjælpe dem henad vejen. Men det kan være svært ikke at blive utålmodig, når man selv er ret udadvendt.

      Kh
      Anna

      Slet
  2. Jeg forstår dig fuldt ud, og kan godt forstå det ikke er topsjovt at aflevere hende...Men heldigvis har hun jo i sin tidligere institution lært at skabe relationer til både børn og voksne, så det kan hun nu bruge i sin nye børnehave- er sikker på at hun nok hurtigt skal falde til:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Fie

      Tak for din kommentar om relationerne - og ja, hun er jo meget anderledes nu, end da hun var 10 måneder. Det ser jeg også i denne uge - hun er sejere, end jeg havde regnet med - og en del sejere end sin mor!

      Kh
      Anna

      Slet
  3. Ihh, hvor jeg forstår dig. Jeg havde også helt ondt i maven og græd i smug da Malthe startede i børnehave. Jeg hadede mig selv under hele indkøringsugen. Han er nu heldigvis rigtig glad for børnehaven nu. Men jeg kan stadig få ondt i maven, når jeg tænker på den uge...
    Jeg håber hun falder hurtigt til!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det sidder dybt i en - det er vist også det, jeg slås med i denne uge, for nej, hvor er det altså hårdt at forlade et utrygt barn!
      Jeg håber også - og vælger at tro på - at det bliver nemmere denne gang og at hun hurtigt falder til.

      Kh
      Anna

      Slet
  4. Kjenner meg veldig igjen ja.. Vi har nettopp byttet barnehage selv, og det er så trist å se hvor usikre de er i begynnelsen. Og så er det vanskelig å se på at de ikke er seg selv, og at de ikke leker med de andre barna. Men det går seg til:) Men skjønner deg så godt! Lykke til videre med tilvenningen både til Lara og deg :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Vibeke

      Tak for din kommentar. Ja, at de leger helt selv - det er ikke så nemt at se. Lara er heldigvis god til at lege selv og også glad for det, og succeskriteriet for mig er heller ikke, at hun skal lege med andre til at starte med - men at hun skal føle sig tryg.

      Kh
      Anna

      Slet
  5. Det lyder meget bekendt, og er på ingen måder sjovt. Jeg kan så godt forstå dig... Og det er altså ikke megen trøst, at man ved det bliver bedre - engang. Lyt til dig selv og din datter, det er det bedste du kan gøre.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din kommentar, fru Thornholm.

      Kh
      Anna

      Slet
  6. Kære Anna. Det er hjerteskærende og på ingen måde nemt at være mor i sådan en situation, som du står i nu. Der er stor forskel på børn, og jeg tror man skal passe rigtig meget på med at slå sig selv oven i hovedet med, om man kunne have gjort noget anderledes. Liva og Willi er også MEGET forskellige. Alt er næsten piece og cake med Willi, hvor Liva er meget mere som Lara. Det er svært med nye fællesskaber, og Liva har det først godt, når hun er helt tryg. Vi prøver at presse forsigtigt på ind i mellem, så hun ikke ender i en ond cirkel, hvor hun aldrig får overskredet sine grænser lidt og dermed bliver klogere og modigere som tiden går. Men det er dødsvært. For der er virkelig ikke noget værre, end at gå fra sit grædende barn! Jeg er dog sikker på, at Lara hun nok skal klare det og blive glad for sin nye institution, også selvom det måske kommer til at tage lidt tid. Håber du på trods af alt dette nyder dine fridage og jeres dejlige nye hus! Knus Maria

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Maria

      Ja, indtil nu har jeg kun brugt tiden på at få Lara godt i børnehave - jeg har absolut ikke fået lavet noget praktisk eller kreativt! Det er sjovt og tankevækkende, at to børn af samme forældre kan blive så forskellige som Liva og Willi. Men jeg tror også, det er vigtigt at give udfordringer til indadvendte børn, så længe man ikke presser. Vi forsøger også at hjælpe Lara til at turde åbne sig mere mod verden.

      Kh
      Anna

      Slet
  7. Kære Anna, ved det ikke er en trøst men du er ikke ene om det. Jeg arbejder i en vuggestue. Pt har vi et barn, hvor din beskrivelse af Laras vuggestuestart, fuldstændig beskriver barnets i min vuggestue. Måske Lara er mere sensitiv end andre børn og derfor tænker jeg det er super godt du har givet hende alt den tryghed hun har brug for. Nu har hun en alder, hvor du kan fortælle hende med ord, at du kommer tilbage, at de voksne passer godt på hende og hun ville kunne forstå det.... ikke altid leve op til det, men forstå det. Måske du også skal fortælle de voksne at det er vigtig at de fortælle Lara at de passer godt på hende og at de vil hjælpe hende med at blive glad for børnehaven. Må du ikke ringe og høre hvordan hun har det? Det tilbyder vi altid vores forældre, og de må gerne ringe flere gange på en dag, for i det øjeblik vi kan føle at forældrene er trygge, så bliver barnet det også.
    Stor trøste kram

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Helle

      Tak for din kommentar - dejligt at høre en fra "den anden side":-) Jo, jeg må gerne ringe, og det har jeg skam også tænkt mig at gøre:-) Og jeg har snakket med Lara om, at de voksne passer på hende - men måske jeg også skulle have pædagogerne med på det?

      Kh
      Anna

      Slet
  8. Årh, søde søde Lara. Jeg fik helt tårer i øjnene bare af det triste billede. Jeg kan sagtens forstå, at man får lyst til at pakke sin lille pige ind i vat og måske endda sig selv også. Freja er jo udadvendt som ingen anden, men jeg genkender Laras temperament fra mig selv og kan lige sætte mig ind i, hvor hårdt det må være. Jeg håber, det fortsætter med at gå godt, og at du snart poster et billede af en storsmilende Lara :)

    Kh Line

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Line

      Ja, hun er lidt trist på det billede - det er taget i mandags, hvor hun var helt smadret efter 4 timer sammen med mig i den nye børnehave. Og ja, der er vildt meget forskel på lille Freja og Lara, som jo heldigvis er blevet meget bedre til at åbne sig op for fremmede, end da hun var på Frejas alder. Heldigvis da - for det andet er jo ikke nemt.

      Kh
      Anna

      Slet
  9. Åhhh puh det er ikke rart at skulle gå fra en utryg Lara i ny institution, men du gjorde det.

    Det gav også et helt sug i maven på mig, da jeg læste dit indlæg, men et skift er kun et stort plus for Lara på sigt.

    Det var helt anderledes da mine piger skulle starte i børnehave. De sagde begge "Hvornår går du mor" og der sad jeg og havde taget fri tre dage til indkøring. Det var skisme hårdt for mor her, at skulle gå fra ens lille mus i en ny børnehave. Der er ca. 3 år imellem mine piger, de ligner ellers ikke meget hinanden af sind, men lige på det område gør de.

    Jeg tror lidt at det gik så let fordi dagplejen i tre måneder før start i børnehaven, besøgte børnehaven hver uge. Samt var der rigtig mange børn de kendte i forvejen. Hmmm det er jo ikke til at vide.

    Pøj pøj med Lara og den nye institution.

    Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din kommentar - jeg har ofte misundt de mødre, der nærmest bliver smidt ud af børnehaven af deres børn:-) Sådan var det også til sidst i Laras gamle børnehave - håber det bliver sådan igen.


      Kh
      Anna

      Slet
  10. Jeg tror ikke man kan give sine børn for meget tryghed - og det er forfærdeligt at aflevere dem kede af det. Birk har altid være det nemmeste og jeg kunne aflevere ham til hvem som helst som lille. Nu er han lige startet i børnehave og har nået en alder hvor han stiller meget mere spørgsmål til tingene. Vi havde forventet det gik helt af sig selv ... Alligevel havde vi taget ferie en uge forskudt, så hans far kunne køre ham ind (for jeg har det ligesom dig). Alligevel endte det med at jeg "jo lige så godt kunne aflevere ham på vej på arbejde..." og i 3 uger græd jeg hele vejen fra Ry til Randers efter at have afleveret en ked dreng. Heldigvis skrev de meget hurtigt en sms at han nu var ok igen... Men tvivlen var der hele tiden. Det tog 3 uger før han ikke græd ved aflevering, men det er så hårdt mens det står på. Man har lyst til at putte dem i bilen og køre hjem igen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Pernille

      Tak for din mail. Ja, al begyndelse er svær, og det tager tid - jeg håber, at det også kun bliver tre uger for Laras vedkommende og ikke flere måneder, som vi er vant til. Ja, faktisk var det først omkring sommerferien, at det begyndte at blive nemt at aflevere hende.

      Kh
      Anna

      Slet
  11. Det er bare ikke fedt at skulle aflevere sine børn når man kan mærke at de er utrygge eller kede af det. For 2 mdr siden startede Trine i naturbørnehaven og de første 10 dage græd hun som pisket. Puha det var ikke sjovt. Men så dag nr 11 vendte det og siden har det ikke været noget. Men sjovt er det nu absolut ikke.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Lise

      Tak for din kommentar. Jeg håber også, at det bliver en kort periode, at Lara er ked af det.

      Kh
      Anna

      Slet
  12. Sikke et dejligt og dybdegående indlæg lige fra hjertet, selvom det må have været utrolig hårdt for dig at skrive det. Jeg håber det trods alt har hjulpet lidt at komme ud med det, og hvor er det flot du bare kæmper videre for Lara´s skyld trods din egen ulykkelighed omkring det. Jeg kender det fuldstændig fra mig selv. Synes også det var noget så hårdt at give slip på Storm, da han skulle starte i vuggestue. Vi står for tiden med samme valg, skal vi blive i en alt for lille lejlighed i midtbyen, som på ingen måde er ideelt i fremtiden eller skal vi tage springet og flytte børnene. Beslutningen blev taget i aftes og vi har nu sat vores lejlighed til salg, for at flytte ud i en lille provinsby hvor børnene kan færdes trygt i trakfikken og i mindre institutioner, da vi heller ikke har de mest rubuste unger, det kræver at bo i centrum af Århus. Men netop det med at flytte børnene fra en tryg base giver mig knuder i maven, men man må bare sige til sig selv, at det i sidste ende er det der er bedst for dem. Håber Lara falder rigtig godt til i sin nye børnehave og husk som du selv nævner - det betyder alt for hende at hun er tryg, og kender dem hun skal i skole med når den tid kommer, for der vil hun igen skulle forholde sig til en masse nye ting, og så er det altså en kæmpe forskel at skiftet ikke er så stort til den tid.
    De bedste tanker herfra

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Tine

      Tak for din kommentar. Det var nøjagtigt også de overvejelser, vi var i. Vi kom frem til, at det var bedre mens Lara var børnehavebarn, frem for at flytte, når hun var startet i skole. Og så må vi jo også følge vores drømme om et hus på landet - men det er svært, for Lara havde fået en bedste veninde, som hun taler meget om, og at skulle rive hende væk fra hende er ... ja, ikke til at holde ud. Jeg må huske på, at børn i den alder nemt danner nye venskaber. Og så håbe på, at Lara får mod til det.

      Kh
      Anna

      Slet
  13. Jeg er mormor til en skøn lille dreng.Af forskellige grunde blev det mig,der skulle køre ham ind i vuggestue.Jeg flyttede ind en uge og var vældig optimistisk,det skulle da sagtens gå.Hold da op.Det blev noget af en emotionel oplevelse.Den lille klamrede sig til mig,skreg af angst,borede sine fingre i mig.Jeg havde så stor en klump i maven at jeg var ved at blive helt syg af det.Vi starte med et kvarter,så en halv time etc.Pædagogerne var enormt søde og forstående,hvilket var en lettelse for mig,da jeg følte mig helt fortabt.Efter en uge tog hans mor over ,og i dag et år efter elsker han sin vuggestue,selvfølgelig,vinker glad farvel og stortrives.
    Jeg skal aldrig mere sætte mig i den situation igen,det kan et mormorhjerte ikke holde til :-)Jeg forstår dig så godt,det er slemt,når man føler at man svigter de små.Men der jo situationer hvor der intet valg er,og senere bliver alt jo godt.Jeg fortalte uden omsvøb at det kunne jeg ikke bære en anden gang,det har du også lov til.Nogle kan klare en sådan situation bedre end andre,sådan er det jo med alt andet også.Om 14 dage er Lara glad og fro igen,sådan er det jo også .Husk hun kan mærke,hvordan du har det med det :-)Kærlige tanker til dig

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak fordi du deler dine oplevelser. Ja, jeg har det lige som dig - jeg er heller ikke bygget til det:-)

      Kh
      Anna

      Slet
  14. Lara ser så sød og veltilpas og skøn ud på alle bloggens billeder, at det er en fornøjelse. Man kan sagtens se, at hun er en pige type med masser af fantasi og sjæl, og at hun har den lidt reserverede personlighed, som tit følger med et følsomt menneske:-)
    Hvis du mangler lette emner at tale om på vej til børnehaven, så der ikke er for meget fokus på det svære, må jeg så komme med et forslag? Det er at tale om, det der venter, når man henter igen. Noget godt blandet med noget, der er kedeligt for børn. Som fx. "jeg skal stå i kø heeeele dagen for at købe æg, så jeg kan lave pandekager i eftermiddag. Du har måske ikke lyst til pandekager, men jeg skal også lægge en heeel masse karklude sammen, så jeg får nok ikke tid til at lave dem, før du er kommet hjem igen".
    Hun er ikke helt alene, hvis hun ved, hvad man laver i mellemtiden og der er en slet skjult belønning i form af mere afslappende og nært selskab, når man har klaret hele den udfordrende dag. Det kan eventuelt krydres med at man selv skal noget udfordrende, hvis du synes. Lyder det helt skørt? Det har virket på begge mine i mange forskellige situationer - især i forbindelse med aflevering og isenglægning. I sidstnævnte situation har det selvfølgelig været morgenhyggen vi har talt om;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Anne Sofie

      Tak for din kommentar og gode ideer - det lyder ikke skørt, og det er helt sikkert noget, jeg kan bruge:-) Vi snakker også om det spændende, hun skal opleve i børnehaven, men hun køber det endnu ikke - håber det kommer.

      Kh
      Anna

      Slet
  15. Hej Anna!!! jeg kan helt sikkert som mor godt følge dig, som pædagog, har jeg også lidt andre vinkler, på sagen. Børn er noget af det mest samarbejdsvillige vi har, selvom vi nogen gange tror noget andet, det er bare os der beder dem om det forkerte, eller vi er utydelige ( ja, lidt kringlet)børn har selvfølgelig personlighed og temperament, men rigtig meget af det de gør, kommer fra os selv, og når du føler dig utryg, på trods af at du har gennemtænkt dit/jeres valg om ny børnehave, så overføre du måske i det skjulte, din bekymring til hende. Forældrenes "stadium" af trygedsfølelse, afspejler rigtig meget, hvor meget børnene kan "tillade" sig at føle sig trygge. Jeg kender dig ikke Anna, dette er bare et lille indslag, set fra en pædagogs øjne. Jeg tror bestemt det er sundt, at vi gør os tanker, om de ting vi udsætter, vores børn for, blot vi husker, at de er meget mere rubuste, end vi drømmer om, især når de har forældre, fylder, tanken og batterierne op, med kærlighed og udviklende samvær, hjemmefra! de kærligste tanker fra Lissen

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Lissen

      Jeg er helt med på hvad du siger:-) Og sådan var det helt sikkert også første gang - det var hverken godt for Lara eller mig, og jeg forstod ikke at lægge låg på mine følelser. Det går en del bedre denne gang, men jeg skal tage mig meget sammen. Derfor ville det også være bedre - for alle parter - hvis det var Laras far, der stod for indkøringen, for han er mere cool.
      Jeg øver mig - men det skal ikke være mig, der står for indkøringen med næste barn, for det er nu en del sværere, når det er en lille baby. som ikke kan forstå, hvad der sker.

      Kh
      Anna

      Slet
    2. Hej Igen!!! det er faktisk, meget sjovt, at det nogle gange er nemmere når det er far der afleverer, ikke fordi de er kolde eller lige glade, de kan bare nogle gange bedre takle de følelser der opstår. MEN nogle gange oplever vi også at det far der har den rolle, den følelses mæssige og bekymrede, men så er der som regel lidt jing og jang i forholdet, og så er det mor, der kan det der med at afleverer. Jeg arbejder i en vuggestue, og oplever det rigtig tit, det med nye børn og forældre, og jeg forstår dem så godt! Rigtig held og lykke, også med det nye liv i nyt hus!!

      Slet
  16. Nåh - det lille pus. Rigtig godt billede. Det fanger præcis det du beskriver.
    Kh Eline

    SvarSlet
  17. Kære Anna!
    Kender du det at et blog indlæg, eller andet, rammer lige midt i maven?? Det gr dit - især idag.
    Jeg står netop for at skulle flytte sammen med min kæreste inden for de næste måneder. Min lille gut, Karl er heldigvis udadvendt og falder nemt til rette alle steder. han ville kunne passes af Netto-pigen, hvis hans moder turde.
    Min store dreng på 14 år, RAsmus, derimod er indadvendt, deler ikke, tager tid om at få venner... og Jeg flyttede ham til Randers for 3 år siden og han var igennem skilsmisse og flytning sidste år... og nu vil jeg flytte ham igen - denne gang på landet... Han kan blive i sin skole, men det kræver pendling... og han græder og er som et lille barn igen. Det er min beslutning - det ved jeg... Og jeg står også ved den, og prøver at gøre den så god som overhovedet mulig for Rasmus... Men det gør så ondt!! Og jeg føler jeg ødelægger hans liv, for at lave mit eget - en frygtelig følelse... Jeg føler med dig! Håber og tror at begge vores børn nok skal lærer at begå sig det nye sted, og de ikke tager skade af at flytte. Men hårdt det er det. Og det kræver tid og overskud. Og opmærksomhed og støtte... Mine kærligste tanker til dig og Lara!!
    Solhilsner
    Stine

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, kære Stine - jeg føler virkelig med dig! Sikke en omgang! Håber det kommer til at ende lykkeligt, men kan godt forstå din bekymring ang Rasmus. Vi må tro på, at hvis man støtter sit barn i de svære tider - så ender det med at komme stærkere ud på den anden side.

      Kh
      Anna

      Slet
  18. Kære Anna
    Du har gjort det helt rigtige for Lara, da hun var lille - for du har fulgt din fornemmelse, og det er i mine øjne det bedste en mor kan gøre. Så det må du ikke bebrejde dig selv.
    Kh Mette

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Mette. Tusind tak for din søde kommentar - den varmer.

      Kh
      Anna

      Slet
  19. Kære Anna,
    tak for et rigtigt godt blogindlæg! Jeg er sikker på at du har gjort det helt rigtige i ikke at presse hende som lille, da du fornemmede at hun søgte trygheden. Jeg tror ikke at børn vinder noget på at blive "udfordret" på den måde, men med tryghed og kærlighed og én at holde i hånden kan de godt klare forandringer. Og en forandring som den Lara går igennem nu vil jo - fordi den involverer Jeres drømmehjem - bidrage med så meget godt til hele Jeres familie.

    Det med børn og skift er også noget jeg har tænkt over i forhold til vores børn, som jo får nogle flytninger og skift i deres barndom med flytning til og fra New Zealand. Men vi gør vores bedste for at lade det ske så nænsomt som muligt og mindske antallet af skift. Fx. håber vi at Thore kan nå tilbage til skolegang i DK med en ny klasse.

    Jeg tænker at hvis man fylder dem med kærlighed, viser dem at man er der og forstår dem - og prøver ikke selv at virke for bekymret, så skal det nok gå :)

    Ønsker al held og lykke med Jeres dejlige lille pige i den nye børnehave.

    Kh. Mirjam

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, kærlighed og nærvær må være vejen frem - så skal det hele nok gå. Selvom det er en stor omvæltning for dine børn - nok især Thore - med flytning til NZ, så er det jo også noget, som giver dem en masse godt med i bagagen - og du er der jo til at støtte, når det er svært.

      Kh
      Anna

      Slet
  20. Kære Anna. Du ser dit barn som det er og det er noget af det allervigtigste man kan give. Lara lyder meget som Anna og jeg må faktisk indrømme at hun til min overraskelse har haft godt af at at flytte børnehave så måske vil det også ende med at blive godt for Lara. Ihvertfald er det godt at hun starter i skole med børn hun kender for skolestart er kæmpestort og dér er overskudet mindre. Jeg presser nogle gange Anna lidt til at gøre ting hun helst ville være for uden for jeg vil så gerne have at hun lærer at turde. F.eks. elskede hun når musikpædagoen kom i børnehaveklassen men havde ikke lyst til at gå til musikkarusel her i 1. Det var fordi hun ikke var sikker på at hun kunne finde ud af det og det vidste jeg jo at hun ville kunne så derfor meldte jeg hende til og nu ELSKER hun det jo. Men det er jo altid en ballance som ikke er let.


    SvarSlet
  21. Håber snart hun bliver glad for de nye omgivelser. Det er aldrig sjovt at blive kastet ud på gyngende grund, men i længden er det jo nok det bedste for hende. Kan godt forstå det heller ikke må være så sjovt som mor! Vi må krydse fingre for at du slipper næste gang ;o)
    Knus

    SvarSlet