tirsdag den 31. januar 2012

Flere babytæpper på vej





Endnu tre babytæpper er klippet op og skal nu "bare" sys sammen og quiltes med fleece. To af dem bliver lilla/gule og en i de dejligste orange, gule og brune farver. Det sidste tæppe har jeg dog ændret lidt på, siden billedet blev taget.  

Og ja, det er stadig kill your darlings-metoden, jeg går ud fra - det er svært, men det skal nok ende godt!


mandag den 30. januar 2012

Patchwork-babytæppe med grønne elefanter





Ak ja - de elefanter ... De er nu herlige. Og dette er mit første baby-patchworktæppe med dem. Quiltet med mørkebrunt og superblød fleece og kantet med kontrasttråd. Det var meningen, at det skulle bruges til en giveaway her på bloggen, men det er vist solgt på forhånd. Heldigvis har jeg stof nok til flere af denne slags, så jeg må jo bare i gang igen:-)

Smækbukser med elefanter


Ja, så er det min tur til at lægge mig under dynen - sammen med Lara. Hun er feberfri i dag (jubii!), men skal ikke afsted i børnehave, før vi er sikre på, at hun er helt rask. Så hende må jeg passe, imens jeg er ramt af en voldsom forkølelse - nok selvsamme virus, som slog Lara ud i sidste uge. Heldigvis har vi samtlige Sigurds Bjørnetime på dvd!

Forkølelse eller ej - endnu en af weekendens kreationer skal vises på bloggen. Det er et par smækbukser i mørkebrunt babyfløjl med orange skråbånd og orange knapper. De er helforet med orange bomuldsstof samt påsyet lommer af mit nyindkøbte elefantstof. Jeg er vild med den orange udgave af elefanterne og synes, de passer rigtig godt sammen med mørkebrun fløjl. Hvem bukserne skal være til, ved jeg endnu ikke. De er nemlig en str 80/86 og derfor for små til Lara.  

søndag den 29. januar 2012

Gule velourbukser med blomsterlommer




Så blev mine gule velourbukser med lilla rib og lilla strygestof færdige. Lilla og gul er bare så skønt sammen, synes jeg. Og blomsterne er blevet så fine. 

Den store blomst er lavet ud fra min blomsterskabelon (den øverste blomst). De små blomster er lavet med en figurstanse til papir. Hullerne i blomsterne er lavet med en hulletang. Det giver jo helt præcise huller:-) 


Disse bukser skal også laves i en brun/lyserød kombination. Hvilke farvekombinationer kunne ellers være gode, tænker du?

Endnu et forsøg med strygestof


Jeg leger med strygestof - denne gang en videreudvikling af mine blomster. Billedet viser lommerne på et par gule velourbukser, der er undervejs. Jeg glæder mig meget til at vise det endelige resultat samt fremgangsmåden på blomsterne! Fint ser det ud, ikke?

Her er Lara stadig syg - og hende og Jonas tager sig derfor en lur i soveværelset. Sneen falder fint udenfor, og der er håndbold i fjernsynet. Perfekt ramme for et par timers syning!

lørdag den 28. januar 2012

Hvor længe kan en forkølelse vare?

En febersyg Lara faldet i søvn i sofaen til Sigurds Bjørnetime - det er aldrig sket før!

Her til morgen har Lara 39,5 i feber og vi må konstatere, at endnu en dag skal gå med sygdom. Siden søndag i sidste uge har hun været syg - søndag og mandag med feber, derefter ligeledes voldsomt forkølet og plaget af øjenbetændelse. 

Det er bestemt ikke nemt at få hverdagen til at hænge sammen med et sygt barn, når begge forældre samt bedsteforældre har fuldtidsarbejde. Mandag og tirsdag kunne vi tage barnets 1. og 2. sygedag, men derefter har det været noget af et puslespil, som skulle gå op, og vi har måttet skiftes til at tage på arbejde samt aflyse alt det, der kunne aflyses. Jonas har heldigvis mulighed for at flekse og har derfor kunnet passe hende om formiddagen, men det har så gjort, at han først er kommet sent hjem om aftenen. Jeg har kun passet min undervisning og slet ikke kunnet arbejde de timer, som jeg normalt gør. Jeg tænker ikke, mine elever har lagt mærke til det, men det har jeg! 

Her til morgen har jeg haft kontakt til Lægevagten, da jeg synes, at en uges feber er mere end rigeligt - men ifølge den venlige læge, jeg snakkede med, er der ikke meget andet at gøre end at vente på, at hun bliver rask. 

Vi har indtil nu været heldige at have et barn, som sjældent er syg og så ikke særligt længe ad gangen. Nu har vi så prøvet det modsatte. Det er første gang, vi oplever så lang en sygdomsperiode. Og jeg tager hatten af for de stakkels forældre, hvis børn er syge konstant, og som alligevel formår at få hverdagen, arbejds- og studielivet til at hænge sammen. Dét er ikke nemt!        

torsdag den 26. januar 2012

Babysko - DIY


Så kommer diyen til at sy babysko. De er ikke særligt svære at sy og kræver ikke en overlocker. Skoen har, synes jeg, fin pasform og kan sagtens bruges til børn, som er ved at lære at gå - men kun, hvis man sørger for, at sålen er skridsikker (dvs. i ruskind eller påsmurt flydende gummi).

Mønstret er i to størrelser: 

Str. small måler 10,5 cm i længden 
Str. medium måler 12 cm i længden.

Da børns fødder er meget forskellige, er det svært at sætte alder på, hvornår de passer skoene. Mål dit barns fod. Fuzzies har her en vejledning til, hvor lang en barnefod er på de forskellige alderstrin - det kan  måske hjælpe dig, hvis du er i tvivl om, hvilken størrelse, du skal vælge. 

Download mønstret til de mindste sko her
Download mønstret til de største sko her og her (2 filer)


Du skal bruge:

Ca 40 x 20 cm yderstof (bomuld i ikke for tynd kvalitet)
Ca 40 x 20 cm isoli eller andet blødt stof til foer
Ca 40 x 20 cm fleece eller uld (som skal mellem foer og yderstof)
Ca 20 x 20 cm ruskind i en ikke for tynd kvalitet til såler - alternativt kan bruges uld, som påstryges flydende gummi, så skoene ikke bliver glatte. Uld slides dog lettere end skind. Hvis de er til en baby (som ikke skal gå), kan man sy sålerne i to gange isoli eller andet blødt, lidt tykt stof i stedet.
Ca. 40 cm elastikbånd
To knapper (hvis man væger den orange model)
eller snøre og messing-snørehuller (hvis man væger den gule model - her skal man ikke bruge elastik)


Sådan gør du:

Download mønsterdelene. VIGTIGT: Inden du printer dem, skal du vælge "faktisk størrelse" eller "ingen tilpasning". Ellers vil mønstret blive for lille.

 Klip mønsterdelene ud. Læg mærke til, hvor der skal tillægges sømrum på 1 eller 0,5 cm, og hvor der ikke skal tillægges sømrum. Det står på mønsterdelene.

Følg derefter billedanvisningen (jeg beklager billedernes kvalitet - de er taget i aftenbelysning og er derfor ikke så gode).

Du har mulighed for at sy med snører (den gule model) eller med flap (den orange model). Begge fremgangsmåder forklares herunder:

Klip to styk forstykker og to stk hælstykker i yderstoffet - husk at lægge sømrum til, der hvor der skal være sømrum.

Klip det samme i fleecen - brug dit nyklippede bmuldsstof som skabelon - så er du sikker på, at stykkerne bliver ens.

Og det samme gør du med isolien.

Klip også to såler i ruskind. Brug en kuglepen til at tegne mønstret af med. 

Læg bomuldsstoffet på fleeen.

Læg derefter isolien på. Isolien skal lægge med retsiden mod bomuldsstoffet. Sæt det sammen med et par nåle. 

Sy stykkerne sammen foroven med 1 cm sømrum.

Vend isolien om på bagsiden af fleecen og sy en stikning 1 cm inde foroven.

Lav samme proces med hælstykket. Så ender det med at se ud som på billedet.

Zigzag lagene sammen i forstykke og hælstykke. Læg mærke til, at jeg har ladet en åbning stå i begge sider på hælstykket. Her skal elastikken eller snørren nemlig kunne komme igennem.

Lav nu to flapper. Klip 2 x i bomuld og 2 x i isoli - husk at de skal være spejlvendte. Sy isolien og bomulden sammen ret mod ret med et sømrum på 0,5 cm. Hvis du skal bruge flappen til de små babysko, syr du med 1 cm sømrum.
Klip sømrummet ned ved hjørnerne. Vend flappen, så retsiden kommer ud, og stryg den. Sy en stikning hele vejen rundt et par milimeter inde. 

Sy flappen på forstykket. Find midten af forstykket (ved tæerne) og marker det med en nål (se billedet).

Nu skal forstykket sættes på sålen. Find sålens midte og marker det ved tæerne og ved hælen med en nål. Nål forstykket fast med retsiden mod sålens retside (som er den ru side). Alt efter hvor tykt læderet er, kan det være svært at få nålene igennem, og det hele vil bule lidt. Det retter du undervejs, når du syr.
Vælger du modellen med flap, så vær opmærksom på, at du har taget den rigtige sål. Flapperne skal vende udad (se det øverste billede).

Sy nu forstykket fast 3-4 milimeter inde. Fjern nålene undervejs. Så ser skoen sådan ud.

Hælstykkets midte findes og markeres med en nål. Hælstykket nåles nu fast på sålen og på forstykket. 

Sy nu hælstykket fast hele vejen rundt - dit sømrum skal igen være 3-4 milimeter. Så ser skoen sådan ud.

Vend skoens retside ud og tjek, at der ikke er nogle "helligdage" i sammensyningen. Hvis der er det, så vend skoen igen og sy igen. Du kan derefter "nulre" skolens runding i den rette form med dine fingre.

Klip to huller i skoens midte ca. 2 cm nede. Jeg har brugt en hultang, men du kan også klippe hul med en saks, hvis du er forsigtig. Sætmessin-snørrehuller i, hvis du vil have snørre i skoene. Sæt derefter snørre i, og skoene er færdige.
Hvis du syr dem med flap: Klip et stykke elastiksnor på ca. 20 cm og sæt en sikkerhedsnål i den ene ende. Før elastiksnoren igennem hælstykkets løbegang og igennem de to huller på forstykket. Stram elastikken så meget, du synes, og bind en knude.

Flappen lægges over hullerne og sys fast med en knap. Så er skoene færdige!

Ønskes skoen større eller mindre, kan du selv eksperimentere med at forstørre eller formindske mønstret.
Rigtig god sy-fornøjelse:-)

Skal du med?


Ja, der er jo stadig en måned til, men jeg vil alligevel gerne gøre lidt reklame for dette fantastiske arrangement!;-) 

Vi er pt. 25 tilmeldte, men der er plads til 15 endnu! 

Camilla kører fra Ålborg og har plads til flere i bilen.

Læs mere om arrangementet her - og tilmeld dig også der med mailadresse - så er du på listen:-)

onsdag den 25. januar 2012

Kill your darlings


Iben har inspireret mig til at komme i gang med at bruge af mine yndlings-retrostoffer. Ligesom hende er jeg en samler og har gennem de seneste år opbygget et lager af fine (og dyre) retrostoffer i de eftertragtede farver lilla og lyserød. Og jeg har svært ved at få taget mig sammen til at bruge af herlighederne. Men det skal være slut nu - jeg går også i gang med at slagte de hellige stoffer - kill your darlings, som det så fint hedder ...

Stofferne på billedet skal blive til (endnu) et patchwork-tæppe - og med så lækre stoffer kan det vist ikke gå helt galt, vel?


tirsdag den 24. januar 2012

Elefanttæppe på vej


Det første patchworktæppe med mine nyerhvervede elefanter er ved at blive skabt. Det er i brune og grønne farver og bliver skønt! 

Jeg har planlagt at lave en lille kollektion af LaRaLiL-elefanttæpper, som kommer til salg her på bloggen - måske de først skal bruges til en fødselsdagsgiveaway i februar, lidt ala denne her, som jeg havde sidste år. Nu må vi se - planer har jeg masser af, tid knap så meget!

Skabeloner til strygestof - blomster


Som lovet er her mine blomster-skabeloner til strygestof

Find skabelonerne i pdf-udgave ved at klikke her.

Find selv flere skabeloner på google. Vælg billedsøgning og søg på ordet "flower". Vælg derefter sort/hvid og clipart eller stregtegning i venstre side. Se fx blomsterne her.

mandag den 23. januar 2012

Babyfutter







Jeg har syet babysko sammen med Katrine og hendes veninde. Kathrine fik lavet disse søde piratsko, mens jeg fik lavet det orange par, som ses på billederne herover. Det gule par med de brune elefanter var en prøve, som jeg lavede forinden, men de lykkedes nu meget godt. Tidligere har jeg syet dem i denne læder-udgave. Mønstret har jeg selv konstrueret. Skoene er ikke så svære at sy, og inden længe lægger jeg mønster og diy på bloggen. 

Skabeloner til strygestof - hjerte og stjerne


Flere af jer har i forbindelse med køb af strygestof efterspurgt mine hjerte- og stjerneskabeloner. Sus har været så sød at lære mig, hvordan man kan uploade en pdf-fil og dele den med alle jer andre. Se hendes vejledning her, hvis du også vil uploade skabeloner og mønstre til fælles brug. 

Find mine hjerte- og stjerneskabeloner ved at klikke her. Så kommer du til en pdf-fil, som er lige til at printe!

Og så lige et tip til skabeloner til strygestof: Brug googles billedsøgning og søg på engelske ord, fx "flower" eller "star". Vælg i venstre side "sort/hvid" og "stregtegning" eller "clipart".Så får du mange fine billeder frem, som kan bruges til skabeloner. Se fx disse hjerter eller disse stjerner. Nemt og smart, ikke? Rigtig god fornøjelse med strygestoffet:-)

søndag den 22. januar 2012

Mellemværk, kniplinger og blonder fra fortiden

For et stykke tid siden forærede en venindes mor mig en posefuld gamle blonder, mellemværk og kniplinger, som hun havde arvet. Da hun ikke kunne finde anvendelse til dem, synes hun, at jeg skulle have dem. Mange af kniplingerne er meget gamle, og de er vidnesbyrd på det fantastiske håndværk, man kunne præstere dengang. 

















Jeg ved endnu ikke, hvad jeg skal bruge min nyerhvervede guldgrube til. Jeg drømmer om at lave dåbskjoler ud af dem ala denne, som jeg syede til Lara. Det vil blive unikke dåbskjoler i silke og satin, og med detaljer af de gamle kniplinger og broderier. De vil kunne give dåbskjolerne et pust af historien. Hvad tænker du, jeg ellers kunne bruge dem til?