Endnu en weekend er gået med flytning, maling, nedrivning og rengøring af vores nye hus - det har været dejligt, men nej hvor er det også bare hårdt. Og tiden arbejder imod os - vi skal gerne kunne flytte ind om 14 dage, og vi mangler stadig at male en stue, alle vindueskarme samt et gulv. Ja ja, jeg ved godt, at Rom ikke blev bygget på een dag - men jeg vil nu alligevel gerne have det nymalet og rengjort, inden jeg flytter ind:-)
Lara har været rigtig sød til at hjælpe samt lege ved siden af os, imens vi har haft travlt. Men jeg glæder mig til at få en normal weekend igen, hvor der også kan være tid til at deltage i legen.
Og jo, så var der jo skybrud i nat, og det endte heldigvis nogenlunde godt hos os. Ingen vand i kælderen, men en del i laden. Og en lidt utæt skorsten, som vi vist skal have kigget på.
Så ja, heller ingen syning denne weekend - hvis det ikke var fordi, jeg var så træt, ville jeg have abstinenser. Men i skrivende stund drømmer jeg mest om min dyne ...
PS. Trods trætheden sanser jeg, at jeg har rundet de 1200 faste læsere - jeg er både stolt og meget meget glad. TUSIND TAK fordi I gider følge min blog!