lørdag den 29. september 2012

Heldige Lara





Ja, der er desværre lidt langt mellem mine indlæg i denne tid - trods det, at internettet nu fungerer, er tid stadig en mangelvare - der er meget at se til i kølvandet af flytningen, og arbejdet fylder mere end normalt. I næste uge har jeg ferie, for Lara skal starte i en ny institution, som ligger nærmere vores nye hjem, og det bliver med mig i hånden. Men forhåbentligt bliver ugen også et åndehul for mig, så jeg kan få gang i mine kreationer igen. 

For en uges tid siden modtog jeg den skønne strikcardigan, som Lara på ovenstående billeder har på. Jeg - eller Lara - var super heldig at vinde giveawayen på bloggen Mor til mernee. Og præmien var denne fantastiske cardigan, som er fra børnetøjsbutikken Spirrevippen. Mærket er selvfølgelig Albababy, mit yndlings-børnetøjsmærke. Jeg har før skrevet om designeren Maikens stenede vej til at blive etableret designer - hvis du synes sådan noget er spændende, kan du læse med her.

Cardiganen er fra vinterkollektionen 2012 og strikket i blød uld. Og det smarte er, at den er dobbeltstrikket og i to farver - så ud over at være dejlig varm, er den også vendbar. Størrelsen, jeg har valgt, passer endnu ikke Lara, for da hun har striktrøjer nok til denne vinter, er dette en str. 5-6 år. Men køn er den, ikke?

  

søndag den 23. september 2012

Huer til salg



Indehaveren af den skønne børnetøjsbutik Kiddo har besluttet sig for at lukke butikken. Hun ønsker mere tid til sin familie. Det er ærgerligt, at Kiddo skal lukke, for det er en dejlig butik - men jeg kan godt forstå hendes beslutning, for livet som butiksindehaver er ikke nemt at forene med familielivet. Der er 30% på næsten alt i butikken pt, så hvis man bor i Århusområdet er det bare om at kigge forbi.

Jeg har hentet de få af mine varer, som er tilbage i butikken. Og de kommer til salg her på bloggen - også til udsalgspriser. I første omgang drejer det sig om mine huer.

Huerne er syet efter Elisabeth Gynthers bog - dog er der lavet lidt om på pasformen. Materialet, de er syet i, er babyfløjl og retrostof, og foret er det skønneste økologiske bomuldsfleece - super varmt og blødt. De er kantet med kantbånd. 

Størrelserne er fra 44 cm til 52 cm. Børns hovedstørrelser varierer meget, og derfor er det nødvendigt at måle barnets hoved, før du køber huen. Vælg den størrelse, der er lige over hovedmålet. Dvs. hvis dit barns hoved er præcis 44 cm, så vælg str 46 cm. 

Prisen er 175 kr som er inklusiv porto. 

Jeg synes ikke, det er nemt at fotografere huer, når man ikke har et hoved, der passer - så billederne er derefter. Men på de sidste billeder har Lara stået model (hun er nemlig præcis 52 cm om hovedet), og der kan man se huens pasform. 

Her kommer billeder af de huer, som er til salg:

Hue nr. 1 - blå babyfløjl med retrostof og lyseblå kant. Str 44 cm. 

Hue nr. 2 - mørkebrunt babyfløjl med lyserøde Grazielahjerter og gammelrosa kantbånd - str. 44 cm.

Hue nr. 3 - brunt babyfløjl med retrostof og grønt kantbånd - str 44 cm.

Her er alle tre huer i str 44. 

Hue nr. 4 - lyserbrunt babyfløjl med retrostof og gult kantbånd - str 46 cm.

Hue nr. 5 - mørkebrunt babyfløj med retrostof og lyseblå kantbånd - str 46 cm.
SOLGT

Hue nr. 6 - lilla babyfløjl med retrostof og orange/hvidprikket kantbånd - str 46 cm.

Hue nr. 7 - mørkebrunt babyfløjl med lyserøde Grazielahjerter og gammelrosa kantbånd - str 46 cm.

Her er alle 4 huer i str 46 cm.

Hue nr. 8 - mørkebrunt babyfløjl med retrostof og grønt kantbånd - str 48 cm.
RESERVERET

Hue nr. 9 - mørkebrunt babyfløjl med røde Grazielahjerter og rødt kantbånd - str 48 cm.

Hue nr. 10 - brunt babyfløjl med retrostof og lyserød kantbånd - str 48 cm.

Her er alle huer i str 48 cm.

Hue nr. 11 - mørkebrunt fløjl med Graziela æbler og orange kantbånd - str 50 cm.
SOLGT

Hue nr. 12 - brunt babyfløjl med retrostof og grønt kantbånd - str 52 cm.
SOLGT

Hue nr. 13 - lilla babyfløjl med retrostof og brunt kantbånd - str 52 cm.
SOLGT

Hue nr. 14 - mørkebrunt babyfløjl med Graziela æbler og orange kantbånd - str 52 cm.
SOLGT

Hue nr. 15 - brunt babyfløjl med retrostof og lilla kantbånd - str 52 cm.
SOLGT


Er du interesseret i at købe en hue, så skriv en mail til akjoensson@hotmail.com




torsdag den 20. september 2012

Fireogtyve sokker





Her er hvad jeg (blandt andet) fandt, da jeg pakkede mit krea-værelse ned i papkasser for at flytte det til vores nye hjem: Fireogtyve små sokker i forskelligt stof - et julekalenderprojekt, som jeg påbegyndte året før Lara kom til verden. Nu skal de gøres færdige, så Lara kan få en julekalender i år. Syv er allerede helt færdige, resten mangler bånd. Og så tænker jeg, om jeg skulle skifte en del af dem ud med sokker lavet af mit retrostof? Sokkerne er nemlig syet, før jeg begyndte at samle på retrostof. 

Men Lara har allerede taget dem til sig og går og hænger de syv, som er færdige, på dørhåndtag rundt i huset. Hun putter også gaver i; duploklodser og den slags spændende små overraskelser. Ja, konceptet har hun i hvert fald forstået - men hun har jo også en mor, som er tosset med julen! ;-)



onsdag den 19. september 2012

Laras nye hjemmesko



Lara har fået nye hjemmesko, og i et gammelt hus som vores (som ikke har gulvvarme, ej heller isolerede gulve - det sidstnævnte må komme med tiden) er det et must her i den begyndende vinterkulde. Hjemmeskoene er egentlig ikke nye, for jeg købte dem, imens Lara lå i min mave. Dengang havde jeg slet ikke styr på størrelserne, og jeg var bange for at købe for småt - derfor kan hendes små fødder først være i dem nu. Men det passer jo også meget godt, nu hvor hjemmesko er en nødvendighed? 

Skoene er strikket i uld og derefter valket, og jeg kan ikke huske, hvilken bruger på Trendsales, der lavede dem. Men jeg syntes - og synes stadig - at de er supersøde og lidt troldeagtige.

Og det nymalede gulv (som er stuegulvet) fungerer jo også meget godt som mit nye fotosted?





tirsdag den 18. september 2012

Tilbage igen















Her til aften blev internettet installeret - efter halvanden uge uden netadgang.  Det er egentlig gået forbløffende nemt med at være afskåret fra den virtuelle verden - jeg havde ellers troet, at jeg ville have haft svært ved det. Men tiden og overskuddet har i forvejen været knap. Jeg tror, jeg havde glemt hvor hårdt det er at flytte - nu ved jeg det igen. 

Dagene er gået med arbejde og weekenderne med flytning. Hvert minut har været planlagt. Og det er endnu ikke ovre. Men det lysner forude, og vi nyder vores nye hjem. Lara trives også i det nye. Især synes hun det dejligt at have fået en have at boltre sig i. Den står i skrivende stund noget forsømt i sin sensommerpragt. 

Syprojekter har jeg masser af i mit hoved, og inden længe går jeg i gang igen - og jeg glæder mig.



fredag den 7. september 2012

Pause

Lara, som leger i de nye omgivelser


I morgen er det Store Flyttedag, og i skrivende stund pakker vi stadig - ja, det vil så sige, jeg blogger og Jonas pakker i kasser:-) Men lige om lidt er jeg med igen.

Min kære mand har også lige informeret mig om, at vi vil være uden internet hele næste uge, og det betyder jo desværre, at der - højst sandsynligt - vil blive stille på bloggen. Men så skal jeg nok vende stærkt tilbage; forhåbentligt med sy-indlæg, som der jo desværre ikke har været tid til her på det sidste. 

Rigtig god weekend - og kommende uge - til jer alle.


torsdag den 6. september 2012

Min nye syvogn





Jeg har - hvis jeg selv skal sige det - fundet en ret genial løsning på opbevaring af mine mange ruller sytråd, overlocktråd, stofsakse, elastikbånd, nåle, kridt og hvad jeg nu ellers benytter til syning. 

Det er alt sammen ting, som gerne skal være lige ved hånden, når jeg syr. Og derfor er de kommet i en serveringsvogn fra Ikea. Smart, ikke? Den kan rulles hen ved siden af symaskinen eller overlockeren. Og samtidig synes jeg godt om designet samt farven på vognen. 




tirsdag den 4. september 2012

Primavera i mit nye hjem





Jeg har fået vindueskarme. Endda nogle, som Jonas har malet hvide i en højglansmaling - lige som jeg  har drømt om. I vores gamle hus er der ingen vindueskarme, og det har jeg savnet. I det nye hus (som jo egentligt ikke er nyt, men mere end 100 år ældre end det, vi bor i nu), er der til gengæld masser af vinduer - og alle med vindueskarme. 

Jeg har allerede taget forskud på glæderne, for i weekenden, hvor Jonas malede og jeg og Lara gjorde rent og ordnede stof, satte jeg også mine Primavera vaser fra Kähler i vindueskarmen i stuen. Og selvom der ikke var meget tid til at dvæle over vasernes (og blomsternes) skønhed, nød jeg alligevel at kaste et blik på dem en gang imellem. For smukke, det er de. Jeg er vild med deres organiske form samt tanken bag dem. At de både kan fungere som vase og skulptur, alt efter hvordan man vender dem, ja det er da genialt. 

På lørdag flytter vi ind - sådan rigtigt. Jeg glæder mig sådan til at indrette og gøre hyggeligt. Og at tage vindueskarmene i brug, så mine mange fine ting endelig kan få lov til at komme til deres ret.

  


søndag den 2. september 2012

Så er stofsamlingen på plads








Den lidt sjovere del af flytningen har jeg fået tid til her i weekenden. Nemlig at ordne mit stof. Lara var min lille hjælper, og sammen hyggede vi os med at sortere og lægge sammen. Retrostoffet er på de øverste hylder (bortset fra retro-frotté), som er en hængereol, vi fandt i storskrald for nogle år siden. Og på de nederste hylder er alt basisstoffet samt mine mange nye bomuldsstoffer. 

Alt mit stof har jeg dog ikke fået plads til på disse hylder, så jeg skal have fundet en løsning til det sidste. Jeg mangler stadig at få sorteret tre sække. Derudover skal de stakke, som står oven på den nederste reol, også have en anden plads. Så ja, jeg må jo finde mig en reol mere.

Jeg glæder mig som et lille barn til at kunne tage mit nye syrum i gang. Det ligger i åben forbindelse til spisestue, stue og køkken og er derfor et sted, jeg kan komme til at opholde mig rigtig meget. Det skal nok blive godt!